The Chisel på Roskilde Festival er på papiret det perfekte skud energi til festivalens sidste dag. Allerede fra første akkord på Gaia-scenen står det klart, at vi fra det fem mand høje band får den britiske arbejderpunk, som bandet har gjort til deres varemærke. Det hele er pakket ind i en lyd, der trækker tråde direkte tilbage til 70’ernes punk, men uden at føles som en kopi – mere som en opdateret version, hvor vreden og energien stadig er intakt, men hvor der er plads til et smil i ny og næ.
Frontmand Callum Graham er en oplevelse i sig selv. Han nøjes ikke med scenen, men tager hurtigt turen ud blandt publikum, hvor han med sin karakteristiske accent og upolerede udstråling leverer tekster, der både er personlige og politiske. At høre ham dedikere en sang til sin “abusive father” er brutalt ærligt og netop den slags ægthed, som gør The Chisel til mere end bare endnu et punkband.
Bandet leverer varen: Der er ikke meget plads til pauser eller fine fornemmelser. Musikken er hård, hurtig og kompromisløs, og de 35 minutters koncert føles præcis så kort og intens, som et punkshow skal. Man mærker, at The Chisel kommer ud af den nye bølge af engelsk punk, hvor de deler rødder med bands som Chubby & The Gang og til dels også High Vis, men de står også solidt på egne ben.
Det er ikke fordi The Chisel opfinder den dybe tallerken denne aften, men de leverer præcis det, man kan håbe på: En påmindelse om, at punk stadig kan være relevant, rå og vedkommende – også på en regnvåd dansk sommerdag i 2025. Energien smitter af på publikum, og selv de mest trætte festivalgæster bliver revet med.
Alt i alt er det en solid koncert, hvor The Chisel beviser, at de kan deres håndværk. Det er ikke en koncert, der rykker ved fundamentet for, hvad punk kan, men det er en påmindelse om, at genren stadig lever bedst, når den bliver leveret med passion og nerve.
