Tungt og støjende syrerock fra Nashville, Tennessee
Normalt er det ikke støjende stoner rock, man forbinder med countrymusikkens mekka i Nashville, Tennessee, men alting har en undtagelse. Og All Them Witches er én af dem. Med fødderne solidt plantet i 60’ernes og 70’ernes psykedeliske rock og blues leverer kvartetten en solid omgang støvet rock med pikante elementer af hele smagspaletten fra the Sothern og Midwest. Der er ikke noget pompøst over musikken, og der er slet ikke referencer til den mere metalliske rock, selvom der var masser af Copenhell t-shirts til stede i et totalt udsolgt Amager Bio. Aftenen begyndte dog med de lige så psykedeliske Elder, som kommer fra et sted længere oppe på østkysten fra staten Massachusetts nord for New York.
Elder
Den amerikanske kvartet med langhårede Nick DiSalvo i front på vokal og guitar har tidligere varmet op for ATW, og der er da også et klart musikalsk slægtsbånd mellem de to bands. Men hvor ATW er tunge og fodslæbende, er Elder det modsatte med deres nærmest sprælske og udadvendte guitarrock. Og deres energiske indsats gik da også rent ind hos publikum, der kvitterede højlydt, når DiSalvo og medguitaristen Mark Risberg fyrede den ene fede solo af efter den anden. Alt imens Jack Donovan leverede elegant basspil, der lagde en fyldig bund under den godt halve time, Elder fik lov til at fyre den af. Lyden blev fortrinsvist leveret af nogle solide Marshall-forstærkere på scenen, hvilket gav en lidt skinger og metallisk lyd, der hvor jeg stod. Det var til gengæld også det eneste minus ved en fed, men alt for kort performance fra de rutinerede psychrockere.
All Them Witches
Til tonerne af Black Sabbath slentrede bandet ind på scenen og blev modtaget af et tydeligt begejstret publikum. Det eneste underlige ved den intro er bare, at Parks Jr. har udtalt i et interview, at ingen fra bandet nogensinde lytter til Black Sabbath eller føler sig inspireret af de britiske doom rockere. Ikke desto mindre passede de klassiske Sabbath-riffs med det godt to timer lange sæt, hvor musikken både var tung og støjende. Men her ophører også al lighed med Black Sabbath. Ben McLeod på guitar, som – siden jeg oplevede ATW tilbage i 2017 i Pumpehuset – havde smidt håret og fremstod mere som en skarpt skåret nu-metal guitarist med sit korte nærmest platinblonde hår. På piano og violin var Allan Van Cleave, som i et par år forlod bandet for at forfølge andre projekter. Heldigvis er han nu tilbage, hvor han hører til, for både det underspillede keyboard og den sørgmodige violin gav godt med- og modspil til de sumptunge passager hos de andre. Desværre har den oprindelige trommeslager Robby Staebler forladt bandet for nylig, og i stedet sad en firkantet Christian Powers, der levede op til sit navn med et hårdt slående trommespil, der slet ikke havde Staeblers mere jazzede elegance. Men en lille detalje i det store billede. I front stod den majestætiske Charles Michael Parks Jr. med sin tunge bas og tilbagelænede attitude og sørgede for at styre slagets gang og levere de relativt få vokale præstationer, der er i mange af ATWs numre. Der er ingen tvivl om, at ATW leverer stemningsfulde lydlandskaber af den støvede og flossede slags, og der er adskillige ligheder med bands som Grateful Dead og The Allman Brothers Band, som også eksekverede i lange improvisationer og trippede rejser udi den psykedeliske rock.
Denne aften fik vi en lang række numre fra mestendels de nyeste albums med afstikkere til deres andet album Lightning at the Door fra 2013. Af en eller anden mystisk årsag spiller bandet stort set aldrig numre fra debutalbummet Our Mother Electricity, som vi også kun fik et enkelt fra tilbage i Pumpeslaskeren i 2017. Måske foretrækker bandet bare numrene fra de nyere og mere tunge albums. Men ærgerligt, synes jeg, da det er et fremragende album!
Heldigvis var lyden nærmest helt perfekt denne aften, da hovedanlægget endelig blev taget i brug, og de mange fremmødte kroppe gav lyden den varme og tyngde, der gør ATW til noget helt specielt. Og så tilgiver man bandet, at de nærmest ikke kommunikerer med publikum. Parks Jr. mumler lidt i skægget mellem numrene, men bandets hele attitude er totalt indadvendt i en grad, hvor det godt kan være lidt svært at relatere sig til personerne på scenen. Men heldigvis fungerer musikken fantastisk, og når man slutter af med majestætiske musikalske monolitter som ”Blood and Sand” og ”Alabaster”, mærker man for alvor de muskler, der spiller under det underspillede udtryk. En musikalsk oplevelse af de store, men ikke en performance, der vil gå over i historien.
