Some times they come back
Some times they come back , en klassiker af Stephen King hvor en bande fra barndommen vender tilbage fra de døde. Lidt sådan havde jeg det, da jeg stod inde i Vega i lørdags (17.05.08) og hørte Madrugada.
Grunden til at jeg havde det som i en novelle af Stephen King, var at guitaristen og en af de bærende kræfter i Madrugada, Robert Buraas, døde under indspilningerne af deres selvbetitlede album, der lige har ramt Danmark på gadeplan. Bare det at pladen blev færdiggjort, var mere end man følte sig berettiget til. At turde håbe på se Madrugada live igen troede undertegnede ville være blasfemi – og så står man her alligevel. Det er lidt spooky.
Frygten måtte dulmes med et par øl andetsteds i byen, med det resultat at de var gået på da jeg entrerede en ikke helt fuld sal i Store Vega, som til gengæld var klar til at feste – på godt og ondt, mere om det senere. Straks efter undertegnede havde fundet sig til rette i salen, stod menuen på ”Strange color blue” fra deres første langspiller. Det borgede allerede for at blive en uforglemmelig aften og skulle udvikle sig til at blive den bedste oplevelse siden første møde tilbage på Roskilde festivalen i 2000. Buraas var erstattet med to guitarister, hvoraf Cato Thomassen – Cato Salsa Experience – især var med til at løfte koncerten. Han har spillet med Madrugada før og igen denne aften leverede han stensikre riffs på garagedelen af koncerten – ”Blood Shot Adult Commitment” og ”Seven Seconds” – og helt uforglemmelig støj på ”Black Mambo”, denne aftens højdepunkt. Der blev også spillet nogle af de store, mere følsomme sange – ”Majesty” og ”Honey Bee” – og her var det at publikummet blev feststemte på den onde måde. Uden den mindste frygt for at blive stemplet som kulturradikal, vil jeg sige at det gjorde ondt i min sjæl at folk ikke kunne enten gemme deres, uden tvivl spændende, historier til en anden gang eller tage dem sammen med vennerne ud i baren.
Så gik det bedre da de sluttede koncertens ekstranummer af med deres nok bedste sjæler nogensinde: ”Only When You’re Gone”. På det tidspunkt havde vi fået flået ørene af med føromtalte sang, sammen med mestedelen af det nye album + singlerne: ”Vocal”, ”The Kids Are On High Street” – så kan man heller ikke bede om meget mere.
Så hvis dette skal være den sidste gang man kommer til at opleve Madrugada, må man bøje sig i ave og vise velfortjent respekt. For de døde, som de levende. RIP!
PS: filmen havde vist en eller flere sequels, så måske…
