Hvid udenpå – farverigt funky indeni.
Norske Erlend Øye er en mand med mange talenter. Hans blege og lidt nørdede udseende med store briller og pjusket hår, skal man ikke lade sig snyde af. Mange vil formentlig kende ham for både hans DJ-præstationer og hans rolle i den bløde norske indiepop-duo Kings of Convenience. At han også kan kombinere disse to sider af sig selv, får han vist i det norsk/tyske projekt The Whitest Boy Alive. På debuten Dreams fra 2006 henrykkede de mange med deres imponerende evne til at kombinere Øye’s silkebløde vokal og den tilbagelænede og nærmest meditative indiepop med funky dansable rytmer primært styret af bass og guitar.
På opfølgeren Rules følger de hvide drenge det samme spor, men dog med en smule udvikling og fornyelse bl.a. via en meget karakteristisk og blød lyd fra et Rhodes-klaver der, styret af Daniel Nentwig, præger det meste af albummet. Så vidt jeg husker, var dette behagelige instrument kun at finde på et enkelt nummer på Dreams, og det er et yderst velkomment tiltag, som i den grad klæder The Whitest Boy Alive.
Produktion og lyd sidder lige i skabet hele vejen igennem, og der er ingen tvivl om, at Øye og co. har en opskrift, der bliver fulgt stramt til dørs uden slinger i valsen. Især på ”Keep a Secret”, ”Courage” og ”High on the Heels” viser The Whitest Boy Alive, at de stadig formår at sætte tempo og et ordentligt skud dansegroove i numrene, samtidigt med at det også er blødt, behageligt og nærmest minimalistisk. Men al denne perfektionisme og rutine er også hvad der efter flere gennemlytninger kan trække Rules en smule ned. Jeg savner, at The Whitest Boy Alive tager lidt flere chancer og går til lidt flere yderligheder på deres andet album.
The Whitest Boy Alive er dog i høj grad levende, og Rules er et album, der varmt kan anbefales, om du så planlægger en groovy aften på dansegulvet eller tilbagelænet easy listening i dine blødere gemakker. Live skulle de være en endnu større oplevelse end på cd, og i Danmark kan de opleves på Train i Århus og Store Vega i København henholdsvis d. 24. og 25. april.