Overraskende energi og power fra Pretty Maids
Pretty Maids var et af de bands, der i mine unge teenangeår var med til at give mig en blød overgang fra radio-pop og Absolute Music til en masse musik med mere indhold og kant. Pretty Maids blev ikke en langtidsholdbar løsning for mig, men jeg må erkende at deres albums Future World (1987) og Jump the Gun (1990) i en kort periode vakte stor begejstring for mig, og de var sammen med Europe, Mötley Crüe og mange flere, en god overgang til min senere musik-entusiasme, som jeg ikke vil kede læseren med her.
Årene er gået, og Pretty Maids har siden deres dannelse i 1982 gået igennem både ild og vand og har stædigt holdt fast i både genre og image på trods af tidernes aktuelle musikalske trends. Her anno 2010, er der sket udskiftninger i bandet, og de er nu på banen med albummet Pandemonium. Det er til min store overraskelse en udgivelse, hvor Pretty Maids lyder både stærkere, tungere og gladere end længe.
Titelnummeret indleder albummet med en keyboard-sekvens, der i høj grad leder tankerne tilbage på de førnævnte albums, og bedst som man tænker puddel- og glam-rock, så tonser nummeret af sted ført an af tonstunge guitarer og dobbelt-pedal. Det er tempofyldt og konsekvent, og det er lidt overraskende. Samme stemning vender tilbage på ”Cielo Drive” og ”It Comes at Night”. Pretty Maids kan dog ikke holde sig helt væk fra den mere bløde side, hvilket kommer på udtryk på den meget poppede første single ”Little Drops of Heaven”, og denne side viser østjyderne også andre steder på albummet, og havde den side ikke været der, havde det nærmest ikke været et rigtig Pretty Maids-album.
Pretty Maids fremstår som mere trimmede og skarpslebne på Pandemonium, og jeg har svært ved ikke at være både imponeret og overrasket over denne nærmest fornyede energi, så langt inde i karrieren. De viser nye sider af sig selv og er også blevet lidt bedre til at ”ramme tiden”, og mon ikke manden bag knapperne, Jacob Hansen, har været en god sparringspartner for Pretty Maids i den henseende?
Pretty Maids holder fast i de mange dyder, som de i så mange år har mestret, og som altid forsøger de ikke at lefle for nutidens musikalske bølger. De er bevidste om egne styrker og har på Pandemonium tilført dem liv og power, som beviser at de midaldrende østjyske rockere lever i bedste velgående.
