Velkommen til den ægte Djævleø: Copenhell 2013
2013 blev fjerde gang Copenhell gjorde sit indtog på Refshaleøen ved København, og siden starten i 2010 har den tunge festival efterhånden vokset sig til en mastodont med omkring 10.000 besøgende, som kommer fra hele landet og såmænd også udlandet. Festivalpladsen lignede sig selv mellem betonfladerne og græsskråningerne på den gamle industri-ø i Københavns Havn, og det første negative indtryk kom desværre allerede ved min ankomst, da jeg så køen på ca. 200 meter for gæster MED billet. Køen for købere bestod af to mennesker! Alvorlige formaninger og advarsler om at deltage fra både Moses Hansen og Kristina Djarling, var heldigvis ikke blevet taget alvorligt at de tusinder af metalhoveder, men her kunne festivalen godt have været bedre forberedet. Som altid blev man mødt af en sjældent set dedikeret menneskemængde. Sorte band-tshirts, rygmærker, teatersminke og enkelte dystre udklædninger prydede festivalbilledet, og så var stemningen lagt – som den skal være på Copenhell.
Lørdag: Vejrguderne vs. Copenhell
Mens Moses Hansen og Kristina Djarling prellede af på Copenhell og de tusinder af besøgende, så var lørdagens vejrudsigt en langt større trussel mod festivalen. Ordet skypumpe indbyder ikke ligefrem til udendørs festival, tre udendørs scener og udendørs madboder. Alligevel så det ud til, at alle fredagens gæster var kommet tilbage. Solen var stadig fremme da svenske Sabaton trykkede den af på Helviti. Kvintetten spiller power metal og er kendt for deres tekster og videoer, som ofte er af historisk karakter omhandlende slag og krige. Sabaton er, og var også denne lørdag, på samme tid en kikset og meget gennemført gruppe. De poserer altid i ens camo-bukser, og stemningen i musikken, og i særdeleshed Joakim Brodéns vokal, er meget højtidelig, og samtidigt har de ramt en genre, som primært skuer tilbage mod 90erne. Men de fyrede den af på den store scene, og det blev godt modtaget af en pænt stor gruppe fans forrest på pladsen.
Netop som jeg bevægede mig mod Hades, hvor amerikanske Every Time I Die skulle spille, trak de mørke skyer for alvor sammen over Copenhell. Mange købte eller havde medbragt regnslag, mens en overraskende stor del af publikum ignorerede den truende regn, som vi vidste ville komme. Every Time I Die lod ikke til at bekymre sig om vind og vejr, for de var fuldstændig kompromisløse, mens de bragede deres komplekse hardcore punk ud over den vilde og våde menneskemængde. Tændingen og aktiviteten på scenen var smittende stor, og mens skypumpen kastede sit vand ned på os, holdt publikum opmærksomheden mod scenen. Tempoet og kompleksiteten hos Every Time I Die er vild, og rent teknisk sad hele pakken lige i skabet hos New Yorkerne.
En af mastodonterne på årets Copenhell, var uden tvivl de amerikanske heavy rockere i Testament. Gruppen har efterhånden ti album på bagen, og selv om herrerne ikke er unge længere, så tydede albummet Dark Roots of Earth fra 2012 ikke på, at de havde mistet grebet. Albummet hørte til blandt deres hårdeste, og var et af årets bedste metalalbum i min bog. Ført an af den næsten altid glade Chuck Billy, startede Testament en smule rustent. Det virkede som om, de ikke selv kunne følge deres eget høje tempo, og under ”Native Blood” måtte de afbryde og starte forfra. Nu var de så varme, og de endte med at levere et metalbrag trods alt. Størstedelen af numrene var fra gruppens to seneste album, men klassikeren ”Practice What You Preach” var et populært genhør, og da Testament mod slutningen satte trumf på og tonsede igennem på ”D.N.R.” og ”3 Days in Darkness” fra albummet The Gathering, måtte publikum overgive sig. Chuck Billy var en fornøjelse at se på mellem alt ondskaben. Han var smilende, var i god kontakt med publikum og han kunne ikke dy sig for konstant at spille luftguitar på sit halvlængde mikrofonstativ. I ny og næ stjal han plektors fra guitaristernes stativer, som han kastede ud til publikum, og det gjorde han i sådan en grad, at der måtte tilkaldes en mand til at sætte nye på stativerne. Testament var et sympatisk selskab, og de virker som genopstået og stærkere end nogensinde. Med dem kom solen tilbage over Copenhell, og i følge Chuck Billy var den kommet som følge af en regndans, han udførte kort før koncerten.
Skotske Alestorm var et af en håndfuld temabands på årets festival, hvor det kan være svært at skelne mellem humor og alvor i musik og sceneoptræden – og om det overhovedet er skuespil. Det tror jeg nu, at det er hos skotterne. De spiller en omgang piratmetal, og på plade formår de at integrere f.eks. fløjte og harmonika, så de lander på en benhård og bidsk omgang folk metal. Alle de ganske sympatiske træk i musikken kom ikke helt til sin ret i aften. Men Alestorm rockede, brølede og dansende på scenen, lige som piratrockere vel bør. Nogen overvældende rockkoncert blev det aldrig, men underholdt det blev jeg trods alt.
Copenhell har vist sig at have en evne til hive kaniner op af hatten, når det kommer til ikoner inden for de tunge rockgenrer. Phil Anselmo kan efterhånden kaldes et ikon på baggrund af tiden med Pantera. Deres kombination af hardcore, metal og en god portion groove kan spores hos flere af nutidens hardcore bands. Alene på årets Copenhell kunne jeg nævne et par stykker. I aften var Anselmo på besøg sammen med Down. Phil Anselmo var en autoritet på scenen, fra det øjeblik han trådte ind på Helviti. Når man stod overfor ham, fik man i den grad bekræftet, at han er et ikon. Han havde både løjerne på scenen og sit publikum under fuld kontrol, og hans velkendte brutalitet kom både til udtryk i hans vokal og hans store udstråling. De betontunge riff kom fra Pepper Keenan fra Corrosion of Conformity og Kirk Windstein fra Crowbar, og når to så tunge navne lægger bunden, så bliver det ikke mere hardcore. Spilleglæden på scenen var stor, og mellem al brutaliteten var der såmænd også plads til humor og et glimt i øjet fra Phil Anselmo.
Norsk black metal var repræsenteret ved God Seed, som officielt består af bassisten King Ov Hell og forsangeren, den erklærede modstander af kristendommen, Gaahl. Gaahl er ikke satanist – han er ifølge sig selv sin egen gud. Sin egen satan. I Norge har han været fængslet for nærmest sadistisk vold mod en anden mand, så jeg var spændt på at høre ham lede publikum direkte mod helvede sammen med God Seed sidst på aftenen. Gruppens black metal var vild og kaotisk. Med både psykedeliske og elektroniske elementer, har de skabt deres helt egen gren inden for genren. Her var der ingen leflen for publikum, ingen djævlehorn mod publikum og hverken venlige hilsner eller opildnende ord fra scenen. De kørte på – indadvendt, ondt og lige så sort som himlen efterhånden var blevet.
Nu manglede vi kun finalen, og at Copenhell her havde scoret danske King Diamond var et scoop på alle måder. Den danske metalkonge er en legende på den globale metalscene, og koncerten var hans første på dansk grund siden 2006 – og så på hans fødselsdag. Efter flere omgange med sygdom, var King Diamond efter flere års pause tilbage på scenen igen i 2012, og at dømme på sceneudsmykningen var der lagt op til det helt store show i aften. Kongen sang fantastisk. Hans velkendte lyse falset lød som den skulle, og med hjælp fra et stærkt band og et flot sceneshow lukkede han Copenhell 2013 med maner.
[nggallery id=174]