Nr. 10 – Smashing Pumpkins: Mellon Collie and the Infinite Sadness

Mellon Collie and the Infinite Sadness var Smashing Pumpkins' mest ambitiøse projekt. Musikalsk spænder albummet fra klaverstykker over vuggeviser til episke rockstykker og decideret støjrock, og bandet formår at samle hele den skizofreniske samling i en indpakning, der i et løst koncept fortæller eventyr om dag og nat på forskellig vis.

90’ernes 30 bedste albums: #10

Smashing Pumpkins er et af de bands man den dag i dag husker 90’erne for. Det skyldes primært en perlerække af gode albums, men også Billy Corgan som egocentrisk frontfigur og ikke mindst hovedværket Mellon Collie and the Infinite Sadness, der appellerer både til masserne og det kritiske, alternative rockpublikum.

Mellon Collie and the Infinite Sadness var Smashing Pumpkins’ mest ambitiøse projekt (Teargarden by Kaleidyscope tangerer ambitionerne, men er endnu ufuldendt). Musikalsk spænder albummet fra klaverstykker over vuggeviser til episke rockstykker og decideret støjrock, og bandet formår at samle hele den skizofreniske samling i en indpakning, der i et løst koncept fortæller eventyr om dag og nat på forskellig vis.

Det visuelle udtryk består af fantasidyr og udklædning, som var man trådt ind i en verden af tarot-kort og mystik, mens teksterne udtrykker opløsning, sortsyn og ulykkelig kærlighed og er nogle af de bedste tekster Corgan nogensinde har skrevet. Videoerne til albummet var ingen undtagelse, og “Tonight, Tonight” står i dag som et udtryk for sin helt egen pumpkinske filmgenre.

Albummet består af to plader, hvor den første, Dawn to Dusk er den mere catchy og lyttevenlige af dem. Pladen indledes blidt med et klaverstykke og fortsætter over i den grandiose “Tonight, Tonight”. Her blandes strygere i stor stil med guitar, bas, trommer og Billy Corgans nasale stemme, der falder ind med de udødelige ord: “Time is never time at all. You can never ever leave, without leaving a peace of youth.” En fantastisk ballade, der både formår at være poppet nok til at ryge ind på toppen af hitlisterne, men også rocket nok til at forblive en favorit blandt kernepublikummet.

De næste fire numre lader det poppede ligge og iklæder sig en fuld rockbeklædning. Stærkest står “Zero” og “Bullet with Butterfly Wings”. Førstnævnte har et af de stærkeste riffs i Smashing Pumpkins’ katalog, og bakkes op af meget effektfulde breaks, hvor Billy Corgan kan skråle “God is empty, just like me” for fuld kraft. Faktisk er det meget karakteristisk for albummet, at Billy Corgan kan formulere den ene one-liner efter den anden – og at de stadig står så stærkt.

“Bullet with Butterfly Wings” indledes med sin egen catchy frase: “The world is a vampire, sent to drain”, hvorefter Jimmy Chamberlin sætter i med de pulserende, dybe trommeslag og riff’et slåes an på guitaren. Det kører frem til omkvædet, hvor luften flænges af distortion og Billy skriger det udødelige omkvæd: “Despite all my rage, I’m still just a rat in a cage”.

Så forstummer skrigene og pladen holder en enkelt pause med den blide rockballade “To Forgive”, før “An Ode to No One” igen flænser luften med en ond guitar.

Efter “Love” og “Cupid De Locke”, som er de to af tre middelnumre på pladen, fortsættes med de mere episke numre “Galapagos” og “Porcelina of the Vast Oceans”, der begge er en sammensmeltning af Billy Corgans flair for det pompøse, æteriske og historiefortællende inden vi til sidst bliver lagt i seng med ønsket om en god nat med “Take Me Down” (der er den tredje middelsang).

Den anden plade, Twilight to Starlight, foregår om natten, hvor man enten kan få en god nats søvn eller et mareridt. På samme måde skifter pladen mellem det fredelige og vanvittige, men det gør også, at det er den mere ujævne (og interessante) af de to.

I de to første sange tages vi på en meget hård 0g urolig rejse med til drømmeland indtil vi endelig befinder os i drømmeland med den formidable “In the Arms of Sleep”. I tre fjerdedels takt, med akustisk guitar og forskellige drømmende baggrundslyde hører vi om den kærlighed, som ikke er gengældt fra anden side.

Vi fortsætter direkte over i et af albummets største hits, “1979”, som musikalsk er atypisk for albummet. Der bruges samples og udtrykket er lettere og mere fremadskuende end de andre sange, men det fungerer og sangen er i dag en udødelig klassikker. Stemningen varer dog ikke ved og mareridtet bliver totalt i “Tales of a Scorched Earth”, som man skal lytte til et par gange for at høre, at der faktisk er en melodi bagved al støjen. Billy Corgan skriger sin afmagt ud gennem en overstyret megafon, og hvis man ikke kommer af med sine aggressioner her, kommer man aldrig af med dem: “Why do the same old things keep on happening? Because beyond my hopes, there are no feelings.”

“Thru the Eyes of Ruby” følger op og er et af pladens stærkeste numre. Den bygges episk op fra klaver, inkluderer guitar og til sidst trommer og bas og bliver bare mere og mere udbygget. Tekstmæssigt ser Corgan stadig ikke lysere på verden: “Belief is not to notice, belief is just some faith. And faith can’t help you to escape.” eller på fremtiden: “Youth is wasted on the young.”

Den mest kaotiske sang på albummet er “X.Y.U.” Den er et ultra-heavy dommedagsnummer, hvor en række tunge guitarspor får hovedet til at nikke rytmisk i takt med lige så tunge bastoner og trommer. Sangen har ingen særlig struktur men bevæger sig rundt i kaos og slutter nærmest i en implosion, hvor sangen ender med at æde sig selv.

Mod enden af albummet bliver de sidste 5 numre mere og mere stille og det ender med “Farewell and Goodnight”, hvor hele bandet skiftes til at synge solo og kor, som et samlet farvel. Sangen ender, som albummet startede, med et klaverstykke og ringen er sluttet på et af 90’ernes bedste albums.

More from Simon Lei Fredslund
25.10.07 – Doí – Lille Vega
Drømme med kant Selvom Doí endnu ikke er blevet kendte nok til...
Read More
0 replies on “Nr. 10 – Smashing Pumpkins: Mellon Collie and the Infinite Sadness”