Surf in Stereo blæser dig af banen
Den unge esbjergensiske trio Surf in Stereo imponerede i 2009 ved at vinde konkurrencen Ung Jazz. Imponerende var det fordi Kasper Ejlerskov Leonhardt (guitar), Michael Vitus (trommer) og Jonathan Bremer (bas) modigt fusionerede progressiv instrumental rock, surf og jazz og tilmed ramte en vellykket fusion. På trioens nylige albumudspil har de åbenbart haft lyst til at lege og fusionere yderligere og har derfor inviteret den erfarne trompetist Kasper Tranberg til at spille med på albummet. Det er der kommet en endnu mere sprælsk og spændende plade ud af.
Med Kasper Tranbergs input er der kommet mere liv i musikken. Michael Vitus udtalte for noget tid siden, at Tranberg virkede som insektgift på deres musik – at han havde skabt ravage. I mine ører er giften og ravagen velkommen i Surf in Stereo. Trioen blander genrerne. Kontrabassen er utilregneligt funky og er primus motor i forhold det jazzede indhold. Den bløde og behagelige trompet, er det mest iørefaldende instrument på pladen, uden det på noget tidspunkt handler om en lang omgang trompetsolo. De fire instrumenter leger sammen, og især Leonhardts guitar og Tranbergs trompet følges ad i samme spor – og man fristes nærmest til at sige at sporet er lagt af kontrabassen og trommerne. Et kringlet og lidt utilregneligt spor, men det er helt i Surf in Stereos ånd, og de er hamrende dygtige til at styre løjerne, så man gennem hele albummet fornemmer, at intet er overladt til tilfældighederne.
For de fleste vil Surf in Stereo Feat. Kasper Tranberg formentlig ikke være et let tilgængeligt album. Der er ingen vokal at synge med på, og fortolkningerne af musikken skal udledes af den stemningsfulde musik og de formentlig gennemtænkte titler. Stemningerne veksler. Blødt og behageligt er det på ”Extravaganza”, lettere kaotisk er det på ”Astronaut vs. Galaxy”, og på ”Surf in Mono” gør især guitarlyden det svært ikke at lede tankerne hen imod en western af Tarantino (hvilket han vist endda er lige på trapperne med).
Jeg kendte ikke til Surf in Stereo, inden jeg satte pladen på, og på papiret var genren ikke i min boldgade. Det tog tid for pladen og mig at komme ind på hinanden, men da det først var sket, kom vi egentlig ret godt ud af det sammen. Surf in Stereo talte et nyt musikalsk sprog til mig, men tager man sig tid til at lære det at kende, gemmer der sig et væld af musikalske stemninger og en stor del musikalsk finesse, og det er dejligt uforudsigeligt, hvad trioen mon finder på næste gang.
