Indierock uden udløbsdato
I min egen gymnasietid var jeg travlt optaget af grungebølgen, og hvad der foregik på den mest alternative indiescene i den tid gik som regel min næse forbi. En del af denne indiescene var amerikanske Throwing Muses, der med deres skæve guitarrock hurtigt kom under vingerne på selskabet 4AD, bl.a. sammen med kollegerne i Pixies. Det er nu 25 år siden gruppen debuterede, hvilket resulterer i det kommende album Anthology, og i den anledning lagde Throwing Muses onsdag aften vejen forbi Lille Vega.
Bag guitaren og mikrofonen står stadig den karismatiske Kristin Hersh, og med sig havde hun den oprindelige trommeslager David Narcizo og bassisten Bernard Georges, der kom til i 1993. Publikummet i den halvt fyldte sal lignede en inkarneret fangruppe, for hvem det var et scoop, at Throwing Muses pludselig var i København efter alle disse år. Smilene var store og blikkene kiggede sultent og længselsfuldt efter at høre de mange gamle numre live.
Throwing Muses’ musik er enkel guitarrock, men de tre musikere vælger aldrig den nemme løsning. Akkorderne og melodierne er kreative og uortodokse. Narcizos stil på trommerne er lidt usædvanlig, men den fungerer, og han var i aften aldrig blot den anonyme mand bagest på scenen. I scenens højre side legede Bernard Georges på sin femstrengede bas, som var meget fremtrædende i aften. Det gav støjrocken en god bund, og var med til at gøre de mange gamle hits mere tidssvarende.
Koncerten startede roligt og tilbagelænet med ”Furious”, og denne tilbagelænede udstråling holdt trioen fast i koncerten igennem. Men hvad der i starten virkede lidt kedeligt og indadvendt, skulle i længden vise sig at have en effekt, der passede mig særdeles godt. Vi kom hele vejen rundt omkring gruppens albums, og allerede ved de første toner af hvert nummer lød der jubel og tilråb fra publikum – de havde savnet Throwing Muses.
”Bright Yellow Gun” satte gang i dansen i de forreste rækker, og det var på ”Vicky’s Box”, at Kristin Hersh virkelig viste, hvordan hendes stille ydre kunne snyde. Under mestendels af koncerten stod hun roligt på det samme punkt på scenegulvet, og hendes blik virkede konstant fokuseret på ét punkt lige over hovederne på publikum. Hendes vokal var god og kontrolleret, men tag ikke fejl af den udadtil stille midaldrende kvinde. På førnævnte ”Vicky’s Box” gik hendes stemme flere gang over i at være snerrende og nærmest skrigende, og stående i kontrast til den kontrol og ro hun ellers udstrålede, havde det en overvældende effekt. Der gemmer sig en hvæsende vildkat i hende Kristin Hersh.
Throwing Muses fik skovlen under mig onsdag aften. At deres optræden virkede lidt anonym og indelukket i flere passager, stod i en god og effektfuld kontrast til de flere skarpe musikalske kanter, som gruppen bestemt stadig har. Det tog tid før trioen havde grebet om mig, men da det skete, var grebet fast, og det sad der lige indtil gruppens tredje ekstranummer lukkede og slukkede aftenen.
[nggallery id=136]
