I det kæmpe virvar af forskelligartede og mange ukendte navne på årets Roskilde Festival er det svært at vælge, hvad man skal vælge at høre.
Norske 120 Days er et af de bands jeg selv skal høre pga. deres kombination af sampling, synth, beats og lange eksperimenterende lydflader, der breder ud over sindet som en trancelignende tilstand. Kan man lide at lade sig gribe af tonerne til technolydflader inspireret af Kraftwerk, men som mest lyder som soundtracket til en Matrix-film, så er det noget man bør se.
120 Days II er nordmændenes opfølger til debutalbummet 120 Days, og har man hørt dette album, bringer 120 Days II ikke mere nyt til fadet – men kunne man lide det første album, så vil man også glæde sig over 2’eren. Trackene er individuelle på pladen, men når man lytter til dem glider de fleste ind i hinanden og udgør en større helhed. På denne måde udgør de to første tracks “Spacedoubt” og “Dahle Disco et område for sig selv. Det samme gør “Lucid Dreams” part 1-3. Områderne er alle opbygget på samme måde. Det starter i det små, men vokser sig større og større. Det er iørefaldende, hvis man blot lader sig flyde med, men begynder man at analysere sig frem til opbygningen, intrumentalskift og stemninger går glansen af musikken og det bliver som at være til et rave, man ikke kan slippe ud af.
Det er meget sparsomt med vokal, men det gør ikke noget, da den blot generer opbygningen af sangene. Måske burde 120 Days bare tage konsekvensen og blive et instrumentalband i stedet for at Jonas Dahl piner os med sin stemme, der mest af alt minder om en råben fra en ond drøm.