Baroness kæmpede forgæves
Amerikanske Baroness er et af flere bands, der har forsøgt sig med at smide metalgenren ind i smeltedigel for at ramme sin helt egen unikke stil. Kvartetten fra Georgia har blandet progressiv rock og metal, med psykedeliske elementer, hvilket har gjort dem til et populært navn efter de to album Red Album og Blue Record (de vinder nok ikke en pris for originale albumtitler), og det var en af grundene til, at de var et meget ventet rocknavn på årets Roskilde Festival.
Baroness lagde fint ud på Odeon, men et stykke inde i koncerten begyndte jeg at længes efter variation. De fire på scenen spillede godt sammen, og var dygtige til deres håndværk, men alligevel syntes der at være en barriere, som de aldrig formåede at bryde igennem. Der var et godt flow i numrene, og de hurtige riff hjalp musikken med at galopere afsted. I dette flow manglede der dog den detalje, at vi gerne ville skubbes (måske endda sparkes) i gang. Vi ville have en grund til at række knytnæverne i vejret og gynge med. Det skete desværre aldrig. At der mellem mange af gruppens numre, så skulle lægges et syret mellemspil, hjalp heller ikke på stemningen i Odeon. Publikum var mødt talstærkt op, men man skulle langt frem mod scenen, for at finde de helt engagerede tilhørere.
Problemer med lyden hang desværre også tungt over Baroness. Både vokal og trommer var alt for høje i forhold til guitarerne, og tydeligere og tungere guitarer kunne måske have givet os det skub (måske endda spark), som ville have fået os til at føle, at Baroness kom ud over scenekanten. Det hele endte med at blive en halvsløj affære, hvilket ærgrede mig kolossalt. Baroness har styr på deres kram, og de har noget musikalsk på hjerte. Det fornemmede man også i aften, men det blev desværre aldrig helt nok til at imponere undertegnede.
