Tilbage i Januar måned sidste år udkom et københavnsk band med en ep kaldet When I Waltz. Det var bandet med det noget ironiske navn The Great Dictators der smed denne lille godtepose på fem numre på gaden. Ep’en viste en helt anden mørk og slowcoreagtig side af folkgenren (lyt til “One Drink Behind You”). Med Dragut Lugalzagosis dybe stemme som fyrtårn guider firemandsgruppen én gennem de melankolske og sortsynede tekster, næsten kun akkompagneret af minimalistiske el-guitar toner og ligeledes akustiske tempostartere. Numrene krøb langsomt ind under huden på sin lytter, og jeg personligt forventede mig store ting af dette band. Cirka fem måneder senere kom så Horrorscopes med præcis samme antal sange på repertoiret. Her var lyden dog anderledes poppet , lys og monumental (lyt til “Memphis”). Igen må jeg indrømme at The Great Dictators gjorde indtryk på mig, og modigt var det at skifte retning på den måde i en tid, hvor det kendte er det bedste, og det nye er lidt usikkert.
Det er nu også bandets egen mission, at de med trilogien vil prøve forskellige udtryk af, og det må man sige er lykkes. For her med deres tredje ep Someday, Nothing Will Happen er de mere ovre i power folk, hvor der optræder energiske udladninger og et anderledes rytmisk drive. Dette hamskifte fungerer overraskende godt, men sine steder bliver det dog lige lovligt anonymt.
2011 var året hvor The Great Dictators startede, og bag dem ligger mange koncerter (blandt andet som opvarmning for prominente navne som Low, Veronica Falls og Daniel Lanois) og som sagt to gode ep’er. Så mine forventninger var høje, inden jeg satte pladen på anlægget.
Til at starte med mødes ens ører af sangen “See You In A Coma”. Et herligt navn til et nummer med et kækt ordspil, og lige så fin og frisk titlen er, lige så god og melodiøs er selve sangen. Bassen pumper energi og sensualitet ind i lydsporet, hvorefter vokalharmonier og raske akustiske guitarakkorder kommer på, inden et catchy klavertema lægger sig i baggrunden. Senere synger Dragut med sin intense røst, lidt a la Matt Berninger fra The National, “maybe there is no cure / and nothing is what it seems / but one thing I know for sure / I never meet you in my dreams”, og i omkvædet, der forresten er ret fængende, råbes ordene “our love is tired”. Ikke den mest poetiske lyrik, men Dragut’s stemme giver sætningerne værdi og følelser.
“Lie To Me” indledes med Dragut uden instrumental ledsagelse. Lydbilledet er denne gang mere løssluppent og laissez-faire, hvilket ikke gavner troværdigheden og indlevelsen i nummeret. Her taber The Great Dictators mig lidt, og det er selvom at deres korgentagelser virker godt, og optakten til omkvædet virker dejligt rytmisk med sin trommehvirvel, og så er trædeorglet ret funky.
Klimakset på Someday, Nothing Will Happen får vi allerede ved tredje sang. “Unfaithful” er gedigen sangskrivning og komposition med et melodi forløb der imponerer, og man får lyst til at synge med. “No you don’t have to be so kind / you just got to see / you just got to see / go and seek and you will find”, lyder budskabet, inden det perfekt skårede refrain indtræder “I tried to have a little faith in my doubt”. Her træder The Great Dictators virkelig frem og viser klasse. Mere af det tak.
Man kan godt undvære den lidt kedelige “Half Dead”, og den anstrengende “Lonesome Skin”, der aldrig rigtig bliver sjælfuld og rørende. Sangene er ikke dårlige, men når man ved, hvad gruppen kan præstere, så er dette her for tyndt. Lidt ligesom når man mikser saftevand, og man putter for meget vand i, så det ikke smager af noget.
Denne lille nedtur til sidst fjerner dog på ingen måde min glæde ved at vide at The Great Dictators kommer med deres debutalbum til efteråret. For jeg er sikker på, at de her fire drenge kan mere, end hvad Someday, Nothing Will Happen viser.
