Altmodisch har haft de store værktøjskasse fremme under tilblivelsen af Watches Fall Asleep. Umiddelbart kunne man have frygtet en rodebutik med alt for mange løse ideer uden sammenhæng og mening, men det er heldigvis ikke blevet tilfældet. Altmodisch har en plan.
Tunge beats, en tung bas og bip-bip-lyde er underlagt et højt tempo, som var det Pacman på speed, der løb forvildet rundt i sine labyrinter. Umiddelbart sjovt og opfindsomt, men i længden kan den lidt for lette elektro dog ikke løfte et helt album op til at blive vedkommende eller synderligt mindeværdigt.
Skal man kun købe ét album i år fra den elektroniske indiescene, er Altmodisch’ debutalbum et rigtig stærkt bud på netop det slidstærke og kvalitative album, man ikke kan komme udenom. Køb det!
Stilen på de fire numre tager afsæt i det virkningsfulde, men på en underspillet måde, der får tonerne til at klinge ud og til at skabe små pauser, hvor man spændt venter på det næste. Der er ikke noget ’støj’ eller på anden måde larmende hos Altmodisch, men der er en spændt nerve, der ligger som et sikkerhedsnet under musikken og sørger for, at intet falder igennem.
Stormfuldt møde med technokollektivt emocore. Før i tiden var Huset i Magstræde samlingspunkt for meget af den eksperimenterende undergrund, samtidig med at store udenlandske…