The Walkmen spillede med overbevisning og havde valgt en fin sætliste, men 70 min. er sgu for pauvert, når man stiller med seks album i bagagen. Jeg kunne i hvert fald snildt have brugt en halv time mere i deres berigende selskab. Det vi fik, kan man dog ikke sætte en finger på.
Siden den ypperlige Lisbon er der denne gang skåret mere til benet, skruet ned for det mere rockede og muskuløse udtryk og der er overordnet mere knaphed i New Yorkerne denne gang. De respektive numre spilles med stor intimitet og selvom inderligheden altid har rådet i amerikanernes univers, er Heaven The Walkmens til dato mest stille album i instrumental henseende.
En melankolsk skrattende guitar, en sjælfuld croonende vokal, energiske trommer, blid piano og en brummende bas gør et særdeles velspillende band fra Washington, D.C. Og høflige ikke mindst, når de ordentligt opdraget takker pænt i deres jakkesæt efter de begejstrede klapsalver.
Lisbon er et perfekt vinteralbum uden musikalske saltomortaler eller badutspring, bare plain rock af den gode gamle skole med solidt spil og melodier i traditionel musikalsk opstilling, som for en stor dels vedkommende vokser fra glimrende til suveræne – no more no less!