Da jeg træder ind ad døren denne lørdag aften for at gennemføre et interview med de to bagmænd fra Danmarks nye musik-site, diskant.dk, er det tydeligt, at det er to musikelskere, jeg skal tale med. Claus Michaelsen og Carsten Fjølner hører musik, og snakken går livligt om den spillede musik samt nylige koncerter og pladeudgivelser. Lejligheden, som i øvrigt bebos af den ene halvdel af makkerparret, er fyldt med cd’er, vinylplader, musik-dvd’er. Der er guitarer på væggene og musikanlægget er teknisk i top. Et par belgiske øl kommer på bordet:
I har startet et website, som I kalder diskant.dk – hvorfor det navn?
Carsten: Der var rigtig mange forslag på bordet, men vi synes, at diskant var et godt navn. Det er nemt at huske – og så har navnet jo selvfølgelig noget med musik og lyd at gøre.
Claus: Ja og det er et enkelt ord, som vi synes har kant. Samtidig ligger diskant jo yderst i lyd-spektret, og det kan man godt sammenligne med vores profil på den måde, at vi gerne vil placere os i vores helt egen ende indenfor genren musiksider – vi vil gerne være noget specielt og anderledes end de andre.
Der eksisterer mange musiksider på nettet. Hvad adskiller diskant.dk fra de andre sider?
Carsten: Vi brænder for musik og vi ved meget om det. Vi er ikke for bredde og ikke for smalle.
Claus: Ja vi ligger vel på midten i forhold til mange andre danske sider. Gaffa anmelder stort set alt og Geiger anmelder en meget snæver del af musikken. Vi er lige imellem.
I er de to hovedbagmænd bag dikant.dk. Hvad er jeres musikalske baggrund og profil?
Carsten: Jeg var i slutningen af 80’erne og i 90’erne meget til hard rock og metal. Nu hører jeg mest musik i stilen alternative country og singer/songwriter, men jeg holder mig hele tiden opdateret omkring hvad der sker indenfor de fleste grene af rock- og popmusikken. Lige nu synes jeg et band som The Arcade Fire er meget interessante.
Claus: Jeg hørte også mest metal tidligere, og det gør jeg da stadig, men ellers hører jeg alt lige fra lo-fi til punk samt mainstream og pop. Derudover er jeg i øvrigt også selv musiker. Hvis man vil have et billede af vores personlige smag, kan man se vores all-time hitlister inde under ”om diskant.dk”.
Hvad er diskant.dk’s rolle i forhold til andre sites i samme stil? Ser I jer selv som en konkurrent, som et alternativ eller som en ny kollega?
Claus: Lidt af det hele vil jeg sige. Vi vil gerne skille os ud. Vise folk at der er et alternativ.
Carsten: Ja, at der er et alternativ til den musik der spilles i radioen og som ligger på hitlisterne. Men vi forventer selvfølgelig også, at de andre sites’ læsere kigger med hos os, så på den måde er vi jo også en konkurrent.
Hvordan er opstarten gået? Fortæl lidt om processen og arbejdsopgaverne.
Carsten: Det var Claus der fik idéen, og så spurgte han mig, om jeg ville være med til det.
Claus: Ja jeg tænkte med det samme, at det helt sikkert var Carsten jeg gerne ville have med i det her projekt. Jeg ved, at han brænder for musik på samme måde som jeg gør det. Opstarten har taget utrolig lang tid. Det hele var meget ukonkret i starten, så det meste af tiden gik med at udveksle idéer og at hente inspiration fra andre sider på nettet. Vi så på hvad der var godt ved andre sider og hvad der var mindre godt og hvad vi syntes der helt manglede.
Carsten: Vi fik hurtigt lavet en arbejdsdeling, som betød, at Claus tog sig af design af hjemmeside og andre web-ting, og jeg tog mig af kontakterne såsom køb af domæne og promotion. Så mødtes vi og forelagde de ting vi havde lavet og vores nye idéer. Og samarbejdet har virkelig kørt fint. Vi har stort set ikke været uenige om noget.
Claus: Det hele er jo nyt for os. Både de tekniske ting mht. at designe en hjemmeside, men også mht. hvad man rent praktisk gør, når man starter en sådan hjemmeside og vil opbygge nogle kontakter. Det har taget en del tid at lære de ting.
Kan I sætte nogen genrer på siden? Kan I udelukke nogen?
Claus: Sidens profil er umiddelbart den alternative side af pop- og rockmusik. Alternativ, pop og rock er nogle svært definerbare begreber, men det gør ikke noget, for det gør, at vi ikke lukker os alt for snævert om en bestemt slags musik.
Carsten: Er det kun Britney Spears, Christina Aguilera og den slags man lytter til at det ikke på diskant.dk man skal søge sine informationer. Dermed er der ikke sagt noget negativt om de nævnte kunstnere – det er bare ikke det man finder her. Ligesom man heller ikke vil finde klassisk musik.
Hvad er planen på kort sigt for diskant.dk? Hvad gør I rent praktisk lige nu?
Carsten: Vi kontakter en masse pladeselskaber, med det formål at få tilsendt cd’er som vi kan anmelde, og selvfølgelig også for at få opbygget nogle kontakter.
Claus: Ja og i den forbindelse skulle vi også gerne have fat på at par skribenter til sitet. Vi har allerede nogle skribenter, men vi skulle gerne bruge nogle flere. Det skal selvfølgelig være folk, der brænder for musik, ligesom vi gør – lysten til at give deres mening om musik tilkende skal drive dem.
Carsten: Vi har også søgt om akkreditering til forskellige festivals. Både danske og udenlandske. Vi vil gerne dække nogle af de store festivals på sitet.
Claus: Generelt gælder det lige nu om at udbrede kendskabet til diskant.dk og at skabe nogle kontakter. Målet i første omgang må være at opbygge et site, som får et stort antal brugere, der jævnligt klikker sig ind på siden, for at holde sig opdateret i musikverdenen.
Og hvad er målene og visionerne på lang sigt?
Claus: Vi vil gerne på sigt kunne tilbyde vores brugere, at de kan tilmelde sig et nyhedsbrev, som vi jævnligt sender ud via mail.
Carsten: Derudover drømmer vi også om at udvide til at arrangere koncerter og andre musik-begivenheder og at udgive et månedligt musik-magasin.
Claus: Vi vil gerne etablere os i musikmiljøet. Folk skal kende os – når man snakker om musiknyheder og anmeldelser på Internettet, skulle diskant.dk gerne være noget af det første man tænker på.
Interviewet et ved at være slut og den belgiske øl er også ved at være drukket. Claus kommer med en sidste tilføjelse:
Vi er begge studerende, og vi har sat vores studier på standby for at hellige os projektet 100 %. Hele dette projekt er jo også en personlig proces for os begge to – en læreproces. Vi udvikler jo vores kompetencer hele tiden. Vi vil bevise, at vi kan det her – vi vil opnå noget!