Fint bud pĂĄ moderne rock
Med deres sidste plade Source Tags & Codes skabte … And You Will Know Us By The Trail Of Dead noget af en ny-klassiker. Piano og smukke melodier blev flettet perfekt sammen med støjende guitarer og trommerytmer, der ellers nærmere hørte hjemme i punk-musikken, og pladen formåede at tiltale en bred skare af mennesker, der ellers ikke hørte samme musik. Spændingen var derfor stor, da det nye udspil Worlds Apart udkom. Kunne …Trail Of Dead overgå sig selv, og skabe endnu en milepæl inden for moderne rock af den lidt hårdere slags? Svaret på første spørgsmål er desværre nej, hvilket dog bestemt ikke er ensbetydende med, at Worlds Apart er en dårlig plade. Problemet ligger måske nærmere i, at forgængerens rå charme er blevet skiftet ud med en mere poleret og, ja, poppet lyd.
Det hele starter ellers så godt. Efter en kort intro åbnes pladen med Will You Smile Again? , der også ville have passet perfekt på Source Tags & Codes . Sangen afsluttes med stor jubel fra en flok børn, der dog blot bliver kvitteret med et bittert ”Fuck you, man!”, og uden man har lagt mærke til det, er man allerede blevet ført videre til det fremragende titelnummer. Sange som Caterwaul, The Best, og A Classic Arts Showcase holder det høje niveau, men energien og overraskelserne mangler i en del af sangene. Let It Dive lyder efter min mening lidt for meget som Oasis, og det ellers smukke All White kunne også have været skrevet af Bowie for 30 år siden. Der har endda sneget sig nogle elektroniske trommer sig ind på afslutningsnummeret The Lost City Of Refuge , og selv om det hele lyder udmærket, så er …Trail Of Dead nu engang bedst, når de holder sig til den mere rå lyd. Man kan naturligvis argumentere for, at bandet blot har videreudviklet sig, og de skal da bestemt også have ros og respekt for, at de ikke blot har lavet den samme plade igen, men derimod har prøvet nye ting.
Når alt kommer til alt, har … And You Will Know Us By The Trail Of Dead med Worlds Apart lavet en glimrende plade, der er et fint bud på, hvordan moderne rock kan, og burde, lyde. Om det derimod er nok til endnu en milepæl, må tiden vise.
