Det var en lidt mærkelig fornemmelse at drage af sted til koncert med et band, man egentlig lidt havde glemt. Derfor var forventningerne ikke specielt høje til denne aften, hvilket måske var en fordel.
Jeg har stadig ikke rigtig forstået hvorfor, men da koncerten gik i gang, gik salen i sort, og pludselig hørte vi Johnny Cash’s “Hurt” komme ud af højttalerne. Men nå ja, det var da en virkningsfyldt intro.
Og så kom bandet på scenen og sparkede aftenen i gang med 3 hits fra den første plade blandt de første 4 numre. Lidt mærkeligt i betragtning af at de lige har udgivet en ny cd. På trods af de mange hits, og måske på grund af manglen på opvarmningsband, var starten på koncerten en noget flad oplevelse og Shirley Manson mælede ikke et ord, og man fik en forventning om en meget, meget lang koncert… Men så, efter det 4. nummer, Stupid Girl, blev vi så endelig budt velkommen, og publikum fik den opstrammer de manglede, da Shirley fortalte hvor meget hun havde glædet sig til at komme og synge i Danmark igen, efter stemmen røg på Roskilde 2002. Ironisk, i betragtning af, at lyden i KB-hallen var rimelig mudret, og vokalen druknede i de fleste numre, hvis mere end et instrument var i brug…
Men under alle omstændigheder kom der mere gang i både publikum, bandet og især i Shirley Manson. Måske havde det noget at gøre med at hun afførte sig de høje, sorte støvler, til fordel for et par flade powerboots, under hvad min sidemand beskrev som ”et af verdenshistoriens mest kluntede støvleskift”. Men i hvert fald forvandlede hun sig til en energibombe og vakte lidt liv i publikum, hvor man igennem koncerten kunne se begejstringen brede sig længere og længere bagud i salen.
Og som selv medium-Garbagefan fik man en masse at begejstres over. For denne koncert var virkelig hit på hit, og det var meget fedt at høre numre man ikke havde tænkt på i lang tid. Og Garbage har altså lavet nogle rigtig gode numre, men nok især på de første to plader. De nye numre var som sådan fine nok, men manglede det melodiøse og alligevel skæve fra de første to plader – og var egentlig lidt kedelige. Det kunne man også se på publikum, som faldt lidt hen under de nye sange, og så vågnede op igen til de store hits. Men den store begejstring bredte sig aldrig helt ud i salen, den var forbeholdt de forreste 100 mennesker, mens resten af salen (i øvrigt et meget bredt aldersspektrum) var mere forbeholdne i deres begejstring, om end der var en generel god stemning i salen – igen, især under de gamle numre.
Alt i alt var det en ganske fin koncert, med masser af gode iørefaldende sange, efterhånden en intens og showvant Shirley Manson i front, og med mellemrum et fantastisk lysshow. Men lyden var altså bare ikke i top. Og hvis man betaler 300+ kr. for at se et band, fortjener man også at kunne høre musikken og vokalen på samme tid.
Setliste
Intro: Hurt (Johnny Cash)
Queer
Bad boyfriend
Supervixen
Stupid girl
Sex is not the enemy
Right between the eyes
Hammering in my head
When I grow up
Vow
Bleed like me
Run baby run
I think I’m paranoid
Push it
Only happy when it rains
Why don’t you love me
Ekstra:
Special
Metal heart
Cherry lips
