Loppen var allerede varm, svedig og fyldt til bristepunktet et godt stykke tid inden Stephen Malkmus gik på scenen til tonerne af Kraftwerks ”The Robots”. Af en eller anden grund følte han trang til at sammenligne København om efteråret med Hawaii. Og hvorfor ikke? Temperaturen var i hvert fald derefter.
Men nok small-talk, Malkmus greb spaden og kastede sig ud i “Dark Wave” , fra hans andet album Pig Lib. Måske lidt kuriøst, i betragtning af, at touren jo formentlig skal promovere hans nye album. Den nostalgi smed han da også til siden, og kastede sig ud i næsten alle numrene fra hans 2005 album Face The Truth. Men under alle omstændigheder blev vi straks kastet ind i Malkmus’ univers – en energisk, uforlignelig og frem for alt velspillende verden. Og det er vigtigt for Malkmus at tingene lyder godt – der bliver efter de første par numre givet grundige instruktioner til lydfolkene: ”we’re very anal up here – perfect sound forever!”. Og det var faktisk noget nær det vi fik, for lyden var ganske god denne aften på Loppen.
Som sagt kastede Malkmus sig ud i en stribe numre fra Face The Truth, startende med “Post Paint Boy”, som jo bare er en dejlig og morsom (anti-amerikansk) sang. Dernæst “Pencil Rot” , hvor vi igen fik sat energien og festen i højsædet. Under “Freeze The Saints” krøb en forfærdelig tanke langsomt frem: For var det ikke næsten for perfekt? Lidt for meget á la pladen? Men det glemte man hurtigt igen, for Malkmus har på sin nye plade præsteret en overflod af gode numre, og det er bare umuligt ikke at rocke med til “I’ve Hardly Been” og dens fantastiske guitar og trommer! Og man kunne se bandet hyggede sig på scenen. Meget af tiden spillede de mere til hinanden end publikum, men på så lille en scene som Loppen er intimiteten mellem band og publikum i forvejen så stor, at det ikke gjorde noget. Og nogle gange er det bare fantastisk at se et velspillende band spille vellydende toner, også selvom det betyder, at man får lov blot at se deres rygge en stor del af tiden! Og så er Malkmus jo en usædvanligt charmerende gut. Nørdet, men på den sexede måde…
Man mærkede et signifikant skift ca. midt i settet. Da de blide introtoner til “No More Shoes” kom frem, blev i hvert fald jeg nysgerrig – for det er et nummer på pladen som jeg virkelig havde glædet mig til at høre live. På pladen er nummeret 8 min., hvoraf en stor del er instrumentalstykker. Live var nummeret en oplevelse af en anden verden. Bandet legede sig igennem temposkift og imponerende soloer, indtil en nærmest hypnotiseret Malkmus messede titlen på nummeret, og indtil nummeret kunne tage sin afslutning, godt 11 minutter efter den første tone blev slået an. Vi åndede ud og var lykkelige.
Herefter fulgte et par velspillede, men lidt for albumtro numre, og selvom “Mama” og “Church On White” er iørefaldende og publikumshittere, kom rushet ikke tilbage før “It Kills” , en personlig favorit på det nyeste album, hvor det også var en fantastisk solo, der gav nummeret lige det ekstra, der skal til for at man føler på sin krop, at man altså oplever det her live – en følelse, som blev uddybet på “Witch Mountain Bridge” , hvor et fantastisk instrumentalstykke blot blev forlænget og forlænget, indtil man næsten ikke kunne klare det mere – men hvor var det lækkert!
“Baby C’mon” var det oplagte afslutningsnummer inden ekstranumrene denne aften – for efter dette nummer, med det fantastiske riff, som fik hele salen til at koge, hvem ville så ikke have ham tilbage på scenen til ekstranumre? Der blev i hvert fald klappet taktfast, og sør’me om bandet ikke kom tilbage og spillede tre ekstranumre – i øvrigt et improviseret set, da bandet og Malkmus sked højt og flot på hvad de egentligt havde planlagt. Dejligt med improvisationer, og man kunne også se hvordan de legede sig igennem ekstranumrene. Det var så en smule beklageligt for deres relativt nye trommeslager, som på “The Hook” lige måtte have et par on-stage instruktioner af Malkmus, inden han kunne finde rytmen, og på det sidste nummer (som jeg desværre ikke kunne genkende…) overtog keyboardspilleren simpelthen trommerne. Hele koncerten tog sin afslutning, da en tydeligt mør Malkmus under de sidste toner faldt bagover, og ned i trommerne, hvor han blev liggende, mens nummeret tonede ud, helt sammensunket, men med et saligt (og forlegent) smil på læberne – hvordan han har kunne holde sig oprejst og energisk i så lang tid forud, er en gåde…
Dette var en koncert, som fungerede bedst når bandet legede og eksperimenterede, og glemte alt om hvordan originalversionerne plejer at lyde. For når man har et band, som simpelthen er så velspillende, så er det en skam ikke at bruge det. Heldigvis fik vi en god del eksperimenter, og det er det, der gør at jeg med sindsro kan erklære dette for en ret så fantastisk koncert!
Set liste:
Dark Wave
Post Paint Boy
Pencil Rot
Freeze the Saints
I’ve Hardly Been
No More Shoes
Church on White
Mama
It Kills
Witch Mountain Bridge
Malediction
Dragon Fly Pie
Baby C’mon
Ekstra:
Jenny and the Ess-Dog
The Hook
Ukendt cover?
