Og alt hvad han rørte ved blev til guld
Lille Vega dannede rammen om en aften, hvor Morten Varano skulle materialisere, hvad der foregår oppe i hans hoved – sådan rent musikalsk set. Det blev ikke en kedelig aften, hvor Varano™ beviste, at alt hvad han rører ved bliver til guld.
Projektet under navnet Varano har netop udsendt et kritikerrost album og det var spændende at se, om forventningerne holdt stik på scenen. Men Varano var i topform. Morten stod som sædvanlig for keys og et væld af effects, mens han blev vel hjulpet af en super rytmesektion bestående af Anders Meinhart på trommer og Tira Skamby på percussion. Sidst men absolut ikke mindst sørgede Stine Kinck for vokalen og det visuelle fikspunkt. Det var som om denne diabolsk sexede skønhed udøvede djævleuddrivende voodoo imens hun sang sig igennem Varanos repertoire. En smule beskedenhed eller måske manglende scenevanthed gjorde, at hendes performance ikke rigtig nåede helt ud over scenekanten og ned på de bagerste rækker. Til trods for det gjorde hun det rigtigt godt, og giv den pige lidt mere tid, så tror jeg, at hun bliver værd at holde øje med i fremtiden.
En helt anden scenevanthed fandt man i den efterfølgende performance fra Slow Train, hvor sangerinden Lady Z stormede rundt og hærgede scenen som en tornado. Alt hvad der kunne synges i, slås på eller kravlet på blev brugt imens hun efterlod scenen som havde den ligget i hjertet af en stor orkan. Og som om at scenen ikke var stor nok, var Lady Z lige pludselig nede iblandt publikum og dansede rundt og fyrede den for vildt af. Lady Z har en helt særlig plads i mit hjerte, efter hun for et par år siden smed mikrofonen fra sig og hendes stemme uden problemer fyldte Store Vega imens hun sang sig igennem ”In The Black Of Night”. Dette var en fantastisk performance, der har sat varige spor. Denne aften i Lille Vega skuffede absolut heller ikke.
Ikke to Slow Train koncerter er ens, men de er aldrig kedelige. Slow Train er efter min mening Danmarks bedste live-band pt. På scenen foregår der hele tiden en intens improvisation, hvor bandet udfordrer hinanden og føder på publikums reaktion. Især Lady Z er ustyrlig – man ved aldrig hvor man har hende. Dette gør Slow Trains performance meget intens og underholdende. Der er en spillelyst, der smitter af på publikum, og en legesyge som da det gamle Bob Marley-nummer ”Sun Is Shining” eller Clash-klassikeren ”Should I Stay Or Should I go” fik en tur igennem møllen.
Netop hjemvendt fra Los Angeles, hvor Slow Train har indspillet numre til efterfølgeren af Illigal Cargo, havde de et par nye numre med sig som forsmag på det kommende album. Det lød bestemt ikke kedeligt, selv om der nu ikke er noget der kan slå, når Morten slår de første keyboard toner an til ”In The Black Of Night”.
Varano er ikke bare et trademark, det er også et kvalitetsstempel. Det er lang tid siden, at Stauning salen har rocket så meget. Det er uden tøven, at jeg glæder mig til næste Slow Train album og en chance for at se dem live igen.
