04.11.05 – Alec Empire – Loppen, København

alecempire-presse2006-300x300

Revolution light.

Alec Empires koncert på Loppen var en opvisning i Rock’n’roll-attituder og ligegyldigheder, når selv den mest vedholdende teenager bliver gammel og i stedet for at være nyskabende, bare skruer mere op for guitarens distortion-pedal i stedet.

I den sidste halvdel af halvfemserne var Alec Empire frontmand i den digitale revolutions fanebærere Atari Teenage Riot. Efter bandmedlem Carl Cracks selvmord i 2001 kunne Atari Teenage Riot ikke fortsætte og de andre bandmedlemmer helligede sig deres soloprojekter. Empire er nok den af teenagerne, der har været mest populær, hvilket måske også skyldes, at de spidse kanter efterhånden er blevet slebet af og at han næsten er gået hen og blevet helt stueren.

På de senere album er Empires stil skiftet fra det digitale og elektroniske til det mere rockede. Og denne aften på Loppen var også mere en opvisning i rockattitude end en egentlig opfordring til oprør, som vi kender det fra Atari Teenage Riot. Empire kom stormende ind på den svagt oplyste scene i bar overkrop og hoppede rundt, som om han var Iggy Pops barnebarn. Det tog godt nok fire numre, før der for alvor kom gang i de forreste rækker og Empire kunne slappe mere af. Det afdæmpede og velopdragne publikum rockede godt med og skreg af lungernes fulde kraft, når mikrofonen blev vendt imod dem.

Alec Empire er jo ikke just klassens stille dreng, men en højtråbende og ustyrlig spradebasse, som en enkelt eftersidning ikke ville kunne afrette. Dette faldt i god jord hos de fremmødte og dedikerede fans. Det var tydeligt, at Empire fik energi af de forreste rækker af råbekor, og denne tilbedelse var med til at højne niveauet undervejs.

Alec Empire er et ikon og fortjener selvklart sin plads i rockleksikonet, men koncerten på Loppen var præget af rutine og det var en afmattet Empire, der stod på scenen badet i et konstant blåt lys foran sit tre-mands store orkester. Der var ikke meget dynamik, hverken internt i bandet eller for Empires vedkommende. Man havde lidt på fornemmelsen, at efter denne halvanden times skrig-terapi ville Empire trække i en islandsk sweater, tænde op for piben og hygge sig med en god knaldroman.

Denne anmelder stod lidt tilbage og undrede sig over, hvornår den revolte, som kendetegnede Atari Teenage Riot, var blevet udskiftet med arketypiske Rock’n’roll-attituder. Selvfølgelig var der skruet godt op for vokal-distortion, men Empire begynder mere og mere at lyde som en mavesur Mark E Smith end en oprørsk teenager. Godt nok får Empires performance stadig Marylin Manson til at ligne Bakkens Pjerrot, men det er som om at Empire hviler på laurbærrene og han intet har at miste. Når han balancerer på kanten, skal det være uden sikkerhedsnet, ellers fungerer det ikke. Desuden var det sidste aften på en lang Europatour, så jeg havde forventet en stor finale, hvor al energien skulle bruges. I stedet lod det til, at den meste af energien var opbrugt i forvejen.

More from Michael Hedelain
The Mission – Lighting The Candles
Forsinket julegave til de dedikerede Da Graig Adams og Wayne Hussey forlod...
Read More
0 replies on “04.11.05 – Alec Empire – Loppen, København”