Festival for de nye generationer
Deroppe over skyerne, hvor solen altid skinner, tænker man…
Hvad får nogen til frivilligt at tage flyveren mod nord, til denne ø midt ude i Atlanten – stige nedunder skydækket til + 1 grad, mens Danmark er ramt af indian summer, gi’ 120 dask for en 6-pack i noget der svarer til de nordiske systembolag – i en by, der tit lugter af fisk?
På hjemturen lyder spørgsmålene retoriske og fuldstændig ligegyldige. Svaret er Island selv, med Reykjavik som sit evigt hårdt pumpende hjerte – en by med en festival som Iceland Airwaves, der på sjette år, med en kapacitet på 3500 gæster og et fokus på hovedsageligt islandske navne, har formået at holde selv oktober måned varm, og ruske op i hele verdenspressen, som elsker denne alternative, lokal-internationale festival.
1.årgang af Airwaves var i 1999, hvor festivalen var begrænset til en enkelt lokalitet, nemlig en hangar i Reykjaviks lufthavn, og siden da har festivalen eksperimenteret med sit udtryk. I år har profilen igen ændret sig, og bestemt til det bedre. På fire dage spiller 150 islandske bands, solokunstnere og dj’s, samt 20 udenlandske acts, på 6 programsatte lokaliteter og 7 off venues, og det virker som om Airwaves hermed endelig har fundet sin egen kompakte form og personlige udtryk.
Onsdag
Onsdag er egentlig tænkt som en blød start, men allerede om eftermiddagen åbner Lobster or Fame galleriet sine døre for upcoming punkbands. Stedet er Smekkleysa også kendt som Bad Taste pladeselskabets nyligt åbnede pladebutik. Her er musik og kunst side om side i et stort kælderlokale – Björk kostumer (ja, det smukkeste hun bar til Skanderborg Festivalen 1998) og original cover art fra Sigur Rós seneste skive. Men mest slående er musikken der spiller. Teenage bandet Mammút , der efter et par slappe numre får strammet op, leverer skarp punk rock. Især den karismatiske pige i front og pigen på bas vækker med deres ”the world won’t listen” attitude og lyd associationer til et præ-Sugarcubes.
Allerede første koncert understreger således, hvad denne festival og musik i Reykjavík i det hele taget drejer sig om. Nyhedsværdien i de nye unge bands, men ikke bare for nyheden og hypens skyld. Alle hjælper hinanden og støtter hinanden i processen. De ældre, garvede reykjavikanske musikere har al interesse i at hjælpe nye generationer på vej, og de lukrerer skam også selv på succesen.
Men aftenen er først lige begyndt, for spillestedet Grand Rokk har aftenens bedste line-up, der viser sig at blive festivalens mest uventede fest! Efter at have hørt pigebandet Vagínas traditionelle melodiøse rock, spiller de navne, der er skyld i 20 meters ubevægelig kø udenfor i kulden. Benni er aftenens charmør, og under navnet Benni Hemm Hemm leverer han sammen med sit brass band det mest kulørte genremix. Med akustisk guitar så man kender sin singer/song-writer og en mørk halvporøs røst synger han sine folk -sange og -viser, mens blæsernes glade toner, og til tider ligefrem Stereolab-tempo og -rytmik, understreger melankolien og tungsindet hos manden i front. Tanken om Benni Hemm Hemms storladne og samtidig intenst personlige udtryk er uforlignelig, men det virker!
Stemningen er høj og stedet er pakket til bristepunktet, da Jakobínarína går på. Et band bestående af fem 15-årige drenge præsterer velspillet og tight punket rock, med – lad os sige – Bloc Party og Kings of Leon præg. Alligevel er Jakobínarína helt deres egne, med skiftende energibomber af uptempo numre, hvorefter et pludseligt tempofald forfører publikum. Solid lyd og mere energi end nogensinde før, og vel at mærke uden adgang til den mest oplagte muse, alkohol! Sidste nyt er, at 12 Tónar butikken og selskabet har sat sin lid til bandet og skrevet kontrakt på 3 albums, så Jakobínarína skal vi høre meget mere fra.
Torsdag
En 10-årig dreng med Beatles vinyl under armen går forbi udenfor vinduet. Torsdag eftermiddag foregår på cafe, da man først endelig har vovet sig ud i kulden. Senere spiller den islandske singer/song-writer Thórir, efter José Gonzales, et mindre set i 12 Tónar, der fungerer som selvbestaltet off venue. Publikum holder kæft og lytter til de personlige beretninger udført med en intensitet og skrøbelighed, så alle frygter at et eller andet på de begrænsede 10-15 m2 vil briste. Den unge musiker har i selv samme uge udgivet sit andet album indenfor et år, Anarchists are Hopeless Romantics , og lørdag spiller han igen en sen nattetime i Nationalteatrets kælder.
Aftenen tilhører Hafnarhúsid, kunstmuseet nede ved havnen, der er festivalens største sal, og senere Nasa natklubben. Flere interessante navne spiller i havnehusets store kølige hal. Skakkamanage’s simple fremtræden er en fyr med akustisk guitar og en pige på keyboard. Múm-guitaristen Örvar gæster med sin mundharpe, og tilføjer et ekstra lag til det minimalistiske set. Skátar tager endelig over, og klædt i uniformer som en mellemting mellem månemænd og forureningsbekæmpende fanatikere, skramler deres vanvittige, punkede lyd mod husets hvide vægge. I de bedste øjeblikke minder rytmikken og forsanger Markus’ mørke, hakkende, afstumpede stemme om legendariske Theyr, ligesom galskaben da Jakobínarína drengene dukker op på scenen når samme højder.
Bedre opvarmning kan Apparat Organ Quartet (billedet) ikke få, og de fire orgelspillere og deres trommeslager er aftenens absolutte højdepunkt. ”Cruise Control” er det eneste ældre nummer der spilles fra debutpladen, ellers præsenterer bandet deres nye, uudgivne materiale. Tonen er lattermild, og smilene er svære at holde tilbage for wannabe-robotterne på scenen. Men man mærker stadig ærbødigheden overfor hinanden og for de gamle apparater, der er hele årsagen til dette originale band. Flere små pop-melodiøse riffs à la Kraftwerks triller og bløde toner på fx Computerwelt har sneget sig ind. Men krautrocken har altid været en klar kilde til inspiration for bandmedlemmerne, og bunden i Apparats lyd består stadig af de allertungeste drony forløb.
Det gælder om at komme af sted, hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om at komme før køen på Nasa, som er udvalgt til Crunchy Frog hybel i dagens anledning. Langsomt eskalerende udvikler aftenen sig, med først de jævnt kedelige epo-555, der gang på gang må minde publikum om, at DE er verdens bedste band med verdens bedste sange. Powersolo er overraskende mere beskedne, og deres røvballerock og rednex attituder vinder fin opbakning i salen. Med Junior Senior stiger humøret markant, og til trods for Jeppe/Seniors næsten undskyldende facon overfor hele Danmarks onde overherredømme lige indtil 1944, er crowden forført på stedet. …Og selvom jeg havde forsvoret, at han ikke skulle nævnes i beretningen om Island, og kun Island, bliver fristelsen for stor, da David Fricke fra Rolling Stone spottes til Junior Senior koncerten. Ikke bare vippende med foden (læs: Raveonettes til Spot!) men med hele overkroppen, der synes at have sit eget autonome liv, ja selv et smil klemmer sig ud og blotter tænderne. Dejligt at se at de danske rytmebanditter kan trænge ind bag hans professionelle og stive ydre. Det tætpakkede gulv må bevæge sig som én samlet organisme, mens de mest begejstrede crowdsurfer nattens bølge.
Fredag
Og så blev det fredag, første nat, hvor byen faktisk har åbent til længere end 1.00, så man ikke behøver at spæne desperat rundt efter et værdigt afterparty. Igen lægger de små off venues ud tidligt på dagen. 12 Tónar byder på sine egne familiemedlemmer, Trabant , hvis psykedeliske rock og nasty pop-show fejlagtigt ikke er med i Airwaves program. Hele huset gynger og folk hænger oppe under loftet mens Ragnar skaber sig foran mikrofonen som kun en rigtig popstjerne kan gøre det! Architecture in Helsinki får også lidt spilletid, hvorefter al opmærksomhed vender sig mod forventningerne til de to 12 Tónar acts, der bliver ‘the place to go’ denne aften.
Stórsveit Nix Noltes er det ti mand store orkester, bestående af Reykjavíks fornemmeste folk-musikere, der har taget Balkan-traditionen til sig i deres fortolkninger af mere eller mindre kendte melodier fra Europas sydligere egne. Musikken matcher perfekt den nordiske mentalitet, idet melodierne fremføres med lukkede øjne, i en lang opstilling langs scenekanten. Et nummer med den ubarmhjertige titel ”Blagoeurad Region Oro” må nævnes pga. dets familiaritet med et orkester som Jackie-O Motherfucker. Dermed bevæger big bandet Nix Noltes sig udenfor den blotte folkemusik og ind i en mere interessant eksperimenterende sfære. Stemningen skifter idet Singapore Sling indtager scenen med ren rå rock malet i fjæset. Bandet har to plader på gaden, og spiller den hårdeste, støjende drone rock’n’roll, mens deres nye kvindelige bassist Bibbi får mændene i huset til at tale om Islands svar på Kim Gordon.
Et off-off venue betegnet som ”The Swastika Landrover” parkeret downtown gør det ud for et rullende diskotek og stjæler opmærksomheden denne aften, ligesom den redder budgettet med sit lager af toldfri alkohol, og undskylder at misse bands som Ske, Kimono, Ben Frost w. Valgeir Sigurdsson, Ölvis, Ghostigital og sågar Juliette & the Licks!
Lørdag
Lørdag har alle odds imod sig, efter at folk har varmet sig på brennivínen de sidste mange dage. Derudover er programmet en anelse slapt og hviler sig op ad islandske bands, der havde deres storhedstid i 90’erne, såsom Bang Gang, Vinyl, Ensími og Gus Gus. Amerikanske Ratatat skiller sig ud med sit simple line-up af to fyre på guitar. Med trommemaskinens elektroniske fundament, lader de deres guitarer ornamentere lydfladerne med gennemgående staccato effekter. Röyksopp og specielt Daft Punk er ikke fjerne associationer, og selvom midlerne er få, er virkningen solid og overbevisende som bare fanden.
I løbet af et par ugers ophold indenfor Reykjavíks 101-zone bliver svarene på det retoriske spørgsmål flere og flere, og åbenlyse som det faktum, at Island på alle måder har frigjort sig fra sin gamle hersker Danmark! Indrømmet, nyheden om den nye danske tronarving når derop, ligesom sidste nyt om Christiania-situationen ligger mange islændinge på sinde. Men andet ville være ønsketænkning fra dansk side. Særligt musikalsk set, for nyhedsværdien ligger bestemt blandt de islandske upcomings – og ikke i optrædener af bla. Juliette & the Licks, Annie, Zoot Woman, (International) Noise Conspiracy eller for den sags skyld den danske delegation fra Crunchy Frog. Airwaves er for den islandske musik. Derfor er det også et mekka for pressefolk, der skal spotte fremtidens Björk’er, afprøve Reykjavíks berømt og berygtede natteliv – og Den blå lagune, der lægger lokalitet til en gratis udflugt for hele pressestaben lørdag eftermiddag.
Men byens rum, dens kompakte og komprimerede centrum, er hele denne festivals hjerte, og Iceland Airwaves synes at have fundet sin form, sin størrelse og sit coole udtryk. Især tiltaget med at inddrage off venues som pladebutikker og små cafeer fungerer perfekt, og er næsten mere interessant i form og indhold, end det officielle program. Præget af en afslappet og løssluppen atmosfære er de det perfekte alternativ til de større spillesteders rigide professionalisme.
Jeg fik det hele med – sådan en følelse fylder sindet. Missede smukke Juliette, og turen til Den blå lagune (der på ingen måder skal undervurderes). Men jeg fik det første snefald i Reykjavík dette efterår – og dagen derpå, hvis klarhed og lys er Islands helt eget. Jeg fik nordlysene, en aften hvor hænderne var dybt begravet i lommerne, huen trukket helt ned over det sænkede blik. Pludselig duvede de henover himmelen, disse farverige, monstrøse og samtidig komplet diskrete lysformationer, der sætter hele universet i perspektiv! Men lille Reykjavik var stadig lokaliteten.
Reykjavíks aktuelle musikscene synes at have rystet den værste post-rock af sig, så kun de allerbedste bands består (dog savnes Sofandi og selv Graveslime!), ligesom helt nye angreb på genrekonventioner har set dagens lys. At dømme udfra de mange punk-orienterede bands har man måske rettere taget et spring tilbage i generationerne til den tidligste punkscene i slut 70’erne, som åbenlyst har betydet alt for eftertiden. Det er blandt børnene og de unge, der sker noget – og ikke blandt de smukke evigt unge midaldrende festaber på de smarte natklubber. Det er i Smekkleysas haller med dårlig akustik eller i det lille åbne rum, der er 12 Tónars, at så mange mennesker presser sig ind, så selv bandet har svært ved at være der – selv Juliette må stå udenfor vinduet, på tæer, i forsøg på at få et glimt af handlingen.
