Spleen United-interview

Foto: Søren Solkær Starbird
Foto: Søren Solkær Starbird

Det er ikke sikkert, vi havde fĂĄet succes for 5 ĂĄr siden

I december anmeldte undertegnede debutalbummet fra danske Spleen United, ”Godspeed Into The Mainstream”, som årets måske bedste udgivelse. Efterfølgende løb et interview med Gaute Niemann (bas, syntheziser) af staben, hvor han fortalte om at debutere, om det Spleen United’ske univers og om at arbejde med samme producer som Nephew.

Diskant: Spleen United har været musikalsk aktive med mange koncerter igennem flere år. På den baggrund vil mange nok kalde jeres debutalbum for “længe ventet”. Hvorfor tog det så lang tid?
Gaute: Vi spillede vores første koncert som Spleen United i maj 2003. Dvs. at det har taget omkring 2 år. Jeg tror egentligt, det er meget normalt, at det tager et par år. I bund og grund har vi ikke været klar til at indspille en cool plade før nu her i foråret 2005. Men vi har fået en del omtale på P3 og har spillet for mange mennesker i forbindelse med supportkoncerter, inden pladen kom. Derfor kan man tale om, at pladen var ’længe ventet’. Og det betød også, at der var en lang række forventninger til den. Ofte hører man jo først om et nyt band, lige inden deres debutplade udkommer…

Diskant: Hvis du skulle sætte ord på det ”Spleen United’ske” univers, hvilke ville det være?
Gaute: Repeterende, indadvendt, men ogsĂĄ poppet og dansabelt.

Diskant: Det indadvendte, som du nævner, er også blevet bemærket i samtlige anmeldelser af ”Godspeed Into The Mainstream”. Albummet er blevet kaldt et ’mørkt’ album, ikke ment som uhyggeligt, men som dystert. Undertoners anmelder skrev, at der banker ”et sort hjerte bag brystkassen på Spleen United”. Gør der det?
Gaute: Tja… Det er altid svært at skulle stilles til ansvar for, at vores musik er mørk, indadvendt og dyster. Det virker prætentiøst og teenageagtigt at tale om, at man er sortsynet og deprimeret. På den anden side virker det også tåbeligt at skulle sige, at ’ i virkeligheden er vi bare nogle glade drenge’, eftersom det ikke er entydigt sandt. I hvert fald ikke for alle i bandet. På den måde er formuleringen ’der banker et sort hjerte’ ok, hvis man opfatter det sådan, at vi er fascinerede af at lave musik, der er mørk og melankolsk.

Diskant: Man kunne også sige, at I har givet næring til imaget som dystert band ved at vælge det navn, I går under som band. Spleen United – forenet splittelse. Udsprang navnet af mørket eller lagde det grunden for konceptet, hvis man kan kalde det for sådan?
Gaute: Egentligt stammer ”Spleen United” fra en sang, vi lavede [af samme titel, red.], som vi syntes markerede et kreativt vendepunkt. Vi havde spillet en mere poppet og opløftet guitarbaseret indie-pop før den, men med nummeret ”Spleen United” skiftede vi mod den mere indadvendte musik, som vi dyrker nu og har dyrket siden. På den måde opstod navnet af musikken og beskriver et skift i vores musikalske orientering; Musikken fik ’spleen’, kan man sige.

Diskant: Flere af jeres sange udstråler også denne indadvendthed i bedste Kraftwerk-stil. Både ”Come on Figures” og ”She Falls In Love With Machines” mindede mig om grå byer med grå folkemasser. Hvilke associationer får I selv?
Gaute: Det er svært at sætte sig i lytterens sted omkring vores egne numre. Men hvis jeg skal prøve, kan jeg godt se, hvad du mener. I hvert fald med ”She Falls In Love With Machines”. ”Come on Figures” tænker jeg ikke så meget på Kraftwerk, men mere midt 90’er britisk house. Et nummer, der kunne have kørt på Ibiza dengang, måske. Det ved jeg godt, det ikke kunne, men det har en tilbagelænet, pseudofestlig stemning. Som om der er fest, men på det tyndeste grundlag!

Diskant: I forlængelse af det albumnære, hvad vil I så sige er den røde tråd, den dybereliggende mening, på ”Godspeed Into The Mainstream”?
Gaute: Det er svært at tale om en dybereliggende mening i form af et budskab eller et bestemt tema for hele pladen. Ikke, at der ikke findes en sådan. Vi kan bare ikke dechifrere den. Vi ved kun, hvad vores intentioner med pladen har været, og der er afgjort en rød tråd bag vores intentioner med pladen. ”Godspeed Into The Mainstream” er lavet som en udpræget stemningsplade. Jeg kan nemt forestille mig en masse situationer, hvor man ikke har lyst til at høre pladen. Den fungerer sikkert ikke så godt som baggrundsmusik til en fest, eller mens man sidder og læser avis. Det betyder til gengæld også, at når lyttesituationen er optimal, og man bliver indfanget af pladens langstrakte forløb og meget intense lydbillede, kan den give en tilsvarende mere inderlig oplevelse.

Diskant:
Det overraskede mig meget, at man i nutidens musikverden kan udgive et så godt album med så lidt tekst. I bund og grund kan teksten til ”Goodspeed Into The Mainstream” stå på et CD-cover. Har teksten i det hele taget en betydning for jer – eller er det musikken, det hele handler om?
Gaute: Teksten er vigtig, men du har ret i, at teksterne ikke har samme funktion i vores musik, som den eksempelvis havde hos den mere klassisk orienterede rock og popmusik. Vores tekster tager sjældent udgangspunkt i en bestemt historie eller oplevelse. De er ikke små historier, der sættes på vers. De er nærmere løsrevne hooklines, der gentages med forskellige intonation og melodi. Men dette betyder ikke, at teksterne er tilfældige eller sekundære. Det betyder meget for os, at tekstlinjerne har mening og elementer af følsomhed og ærlighed. Der er bare ikke tale om selvudleverende iagttagelser á la Morrissey. Så vi skriver os nok ind i en teksttradition, som måske er mere ligesom The Prodigy eller måske Junior Senior, hvis de nu dyrkede et mere mørkt og kryptisk udtryk.

Diskant: Ikke mere om albummet, men mere om hvordan det er at spille live. Nu har I i lang tid opvarmet for andre, blandt andet Saybia og Nephew. Hvordan befinder I jer med pludselig at være hovedattraktionen?
Gaute: Indtil nu har vi ikke spillet nogle af vores koncerter som hovednavn. Men jeg er sikker på, at vi kommer til at synes, det er fedt. Siden vi startede, har målet med vores koncerter altid været at overrumple og overraske publikum. Derfor har vi spillet korte og intense koncerter. Denne gang kender folk vel nogle af sangene, og derfor kan vi spille et mere tilbagelænet og løst show. Og det glæder vi os til.

Diskant: Hvordan har det været at være support for andre?
Gaute: Jamen, vi har egentlig kun godt at sige om tjansen som supportband. Udover at folk ikke kender en og derfor i udgangspunktet ikke er interesserede i at høre koncerten, har man det meget nemt, når man spiller support. Man spiller ikke så længe, har ikke så meget udstyr med, og hvis man spiller dårligt, er der ingen, der bliver sure. Hvorimod hovednavnet har ansvaret for, at folk har en god aften. Hvis Nephew nu havde spillet en dårlig koncert, var der nok ingen, der ville være blevet irriterede på os.

Diskant: Apropos Nephew, så har I haft samme producer som netop dem. Hvordan har det været at arbejde sammen med Carsten Heller? Og i hvilken retning har samarbejdet med ham påvirket albummet?
Gaute: Det har været virkeligt cool at arbejde med Carsten. Vi er meget tilfredse med samarbejdet. Han har trukket lyden i en lidt hårdere og elektronisk retning. Carsten er en atypisk producer. Han kan vist ikke rigtig spille instrumenter selv, og han er ikke typen, der sidder og kommer med forslag om, at vi lige skal prøve at spille en anden akkord der og der eller smække en 7’er i bunden eller lignende. Han er temmelig uskolet (tror jeg, vi har jo aldrig arbejdet med andre), anarkistisk, og hans grundlæggende tilgang til musik er eksperimenterende. Han tænker i lydbilleder, og det er i designet af pladens gennemgående lyd og effektbrug, at hans væsentligste bidrag ligger. Og det er en ekstremt stor del af pladen, som jo lydmæssigt er radikal i forhold til meget andet musik i Danmark. Samtidigt med at han har gjort pladen mere radikal, har han også gjort vores numre lidt mere direkte og effektive. Blandt andet ved at trække eksempelvis vokalen langt frem i lydbilledet. Så sammenfattende kan man sige, at han har gjort os mere eksperimenterende og radikale, men samtidigt mere tilgængelige.

Diskant: Og for at slutte med en klassiker. Hvordan opfatter i den danske musikscene netop nu? Er det en fed tid at være dansk band i?
Gaute: Musikscenen er cool for tiden. Der er mange bands, der er gode, og mange af dem har også succes. På den måde tror jeg, det er fint tidspunkt at være fremme på. Det er ikke sikkert, at vi havde kunnet få så meget opmærksomhed, hvis vi havde forsøgt for bare 5 år siden.

Written By
More from Pernille Yding
Johnny Deluxe: Rockstjernedrømme i træningslejr
Print 🖨 PDF 📄 eBook 📱Det var et veloplagt, men ikke helt...
Read More
0 replies on “Spleen United-interview”