Vi kunne godt have brugt dem på Tape
“Det var enormt ærligt, det må man gi’ dem,” lød det fra en pige ved garderoben. Jeg spurgte hende, hvordan hun ville anmelde en sådan koncert. “Kunne du lide det, du hørte?” spurgte hun – “Anmeld det, du hørte… så enkelt er det vel…”
Men at det ikke er enkelt, er så en anden sag. Jeg stod og samlede mit tøj lidt over elleve, koncerten var gået i gang 35 minutter tidligere for at blive afbrudt efter første nummer – verdens korteste sæt. Efter fem lange minutters pause gik I Got You On Tape igen på og gav endnu tre numre, før forsanger Jacob Bellens proklamerede: “Tak for i aften, det bliver ikke til mere i aften, for jeg er funckin’ udkørt. Vi må lige spille for jer en anden gang”. Derfor er det ikke enkelt – og ikke kun derfor, for jeg må tilstå, at jeg var fanget og draget af musikken, men en ikke-tilstedeværende forsanger gør det svært for et band at gøre et uudsletteligt indtryk på én i koncertøjemed. I Got You On Tape gjorde indtryk, men på negativ vis – eller overraskende vis er vel bedre ord for det, mit livs korteste koncert.
Forventningerne var ellers skruet op. I Got You On Tape har igennem længere tid haft singlen “Pins And Needles” på P3s Elektriske Barometer, og blandt publikum var både Peter Sommer med kæresten Lise Westzynthius og Nikolaj Nørlund, hvis pladeselskab Auditorium har signet I Got You On Tape. Dørene var blevet åbnet klokken ni på trods af, at koncerten var proklameret til at starte netop der. For mig at se, må Rust til at bestemme sig – enten gør man som alle andre spillesteder og åbner dørene en time før den koncertsatte tid, ellers proklamerer man, at koncerten først starter halv elleve. Alt andet er irriterende.
Tilbage til koncerten gik det københavnerbaserede I Got You On Tape på 22.35. Bandet er blevet karakteriseret som “et møde mellem art rock, Velvet Underground og Pulp”. I aften var der ikke meget Pulp over dem, men nærmere et mere afdæmpet dansk udtryk for amerikanske Interpol. Lydbilledet på første track var meget massivt med en indtrængende stortromme og synthlignende guitarlyd. Bellens’ vokal var afdæmpet, hæs og ligetil på en meget elegant måde. I det hele taget kunne man godt se, at Bellens ikke havde den bedste aften, han var meget stiv og ubevægelig og virkede en anelse forvirret, selvom det ikke brændte igennem på sangene, hvor hans vokal snarere imponerede.
Efter de allerede omtalte fem minutters break, som fulgte første nummer, entrerede Bellens scenen med et “Drama! Drama! Drama!”, en meget selvironisk kommentar, som løsnede stemningen en anelse. Så sprang I Got you On Tape ud i endnu et meget Interpol-inspireret nummer, hvor tydelige konstante guitarriffs bar melodien, mens Rune Kielsgaard på trommer holdt takten og i det hele taget udviste excellent trommespil. Bifaldet var også derefter, hvilket dog ikke ændrede på den rastløse manér hos Bellens. Tredje nummer startede på ren vokal og guitar, og både det og fjerde nummer gav anelser til gamle David Bowie-hits. En ting, jeg især nåede at hæfte mig ved, var teksterne på sangene – de var gode (for at være godt fordumsfuld kan man sige, at der også skal noget til tekstuelt for at ende på Det Elektriske Barometers førsteplads flere uger i træk), et enkelt eksempel af den mere banale slags fra fjerde nummer: “Because you don’t know where to hide / You break down crying on the inside / Because you don’t know where to turn”.
Jacob Bellens vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Og dér sluttede aftenen så. Potentialet til topkarakterer lå der, men at bedømme et band ud fra fire sange og en aften, hvor forsangeren ifølge rygterne fik et ildebefindende, synes ikke fair for mig. De var ærlige, det må vi gi’ dem – og jeg kunne lide det, jeg hørte, men enkelt var det ikke.
