Volbeat: The Strength / The Sound / The Songs

Groovy dansk metal i international klasse

Det er ikke mere end et par måneder siden, at en ven fik slæbt mig med ned på Stengade 30, for at høre et lokalt band ved navn Volbeat. Jeg havde aldrig hørt navnet før, og var derfor noget overrasket, da vi ved midnatstid ankom til et propfyldt spillested. Stemningen var allerede i top, og den blev bestemt ikke dårligere, da bandet kort tid efter slog de første toner an, og jeg blev hurtigt klar over, at jeg havde forsømt noget. Da vi en time senere fik selskab af en beruset redaktør for en dansk musikhjemmeside, var det klart, at debuten for dette band skulle anmeldes, og med The Strength / The Sound / The Songs lever Volbeat bestemt op til forventningerne.
Ifølge pressemeddelelsen er Volbeat’s lyd blevet beskrevet som ”Hetfield-møder-Elvis-metal tilsat groove og catchiness fra Life Of Agony”, og for en gangs skyld rammer de sømmet på hovedet. Forsanger Michael Poulsen lyder nemlig nøjagtig som en blanding af de to ovenstående herrer, og, især, Life Of Agony’s Keith Caputo, og også rent musikalsk må Metallica, L.O.A. og The King have været store inspirationskilder for Volbeat’s metalliske rock ’n’ roll. Der er i stor grad blevet lagt vægt på grooven i sangene, og bandet formår med relativt simple midler at skabe en lyd, hvor det næsten er umuligt ikke at lade foden vippe i takt til musikken. Især numre som ”Caroline Leaving” og ”Always Wu” viser, hvorfor Volbeat har høstet gode anmeldelser i både ind- og udland.

Men som med så mange andre bands, kniber det også en smule med variationen i musikken for Volbeat. Sangene på The Strength / The Sound / The Songs lyder meget ens, og det er faktisk kun den 60’er-agtige ”Soulweeper”, der skiller sig ud fra mængden. Desuden er der blevet plads til hele 15 numre på pladen, og en håndfuld af disse burde nok have været skåret væk, da der især hen imod slutningen er et par numre, der ikke helt holder niveauet. Alt i alt må man dog konstatere, at The Strength / The Sound / The Songs er en meget vellykket debut, der bestemt ikke behøver at skjule sig bag de internationale konkurrenter. Og årets danske udgivelse burde i hvert fald hermed være fundet.

Written By
More from Rasmus Byg
…And You Will Know Us By The Trail Of Dead: Worlds Apart
Fint bud på moderne rock Med deres sidste plade Source Tags &...
Read More
0 replies on “Volbeat: The Strength / The Sound / The Songs”