80’erne igen igen
Kan du huske den sene lørdagsunderholdning med Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen som Brødrene Øberbøv på Danmarks eneste tv-kanal? Hvis ja, så kan du formentlig også huske radioprogrammer som Hej P3, Pas på varerne Arne eller Radio Rita… Musikken blev leveret af en række popstjerner med strittende hår, make-up og den forholdsvis nyligt udbredte elektroniske synthesizer, herunder også denne anmeldelses emne, Duran Duran.
Men hvorfor kun nævne firserne i forbindelse med en Duran Duran live-DVD-udgivelse? Skulle sidste års fremragende comeback-cd Astronaut ikke vægte mere i forbindelse med en koncert fra den seneste turné? Godt spørgsmål, men jeg er nødt til at sende det videre, for selvom Live From London er en optagelse fra Wembley Arena tidligere på året, så er 80’erne det altdominerende tema. Ud af DVD’ens 20 numre er kun 2 sange fra Astronaut og resten er fra Duran Durans 25-årige bagkatalog, hvoraf det meste materiale er dateret i firserne.
Det er nu ikke fordi, der er noget i vejen med firsernostalgi. Minderne om det gamle orange kladdehæfte fra folkeskolens 2.A, overmalet med påskriften ”Duran Duran”, skrevet med store graffitibogstaver eller eftermiddagene sammen med kammeraterne, hvor vi prøvede at efterligne Simon le Bons accent, er ikke noget, der sådan lige forlader en. Men når nu Duran Duran formåede at levere et flot comeback-album, hvorfor så dvæle i nostalgien i stedet for at komme videre?
Måske er det fordi firsernostalgi er noget af det, som Duran Duran gør allerbedst. Og fordi sangene – på trods af 25 års slid af en diamantnål på et vinylspor – stadig holder. Duran Duran er på toppen igen, og DVD’en tilbyder det, som vi gik glip af på livepladen Arena fra 1984: En visuel side som akkompagnement til musikken.
Et udsolgt Wembley Arena er da også en smuk setting, og publikum er virkelig på. Simon le Bon er dejlig krukket som altid – dog lidt mere tyk i kinderne, Andy Taylor render rundt og spiller smart med sin guitar, John Taylor er stadig den mest lækre, Roger Taylor sidder stadig mut bag sit trommesæt, og Nick Rhodes har mere travlt med forskellige elektroniske gadgets end at spille – selvom han trods alt flere gange bruger begge hænder. Kort sagt: Alt er som det skal være for en total Duran Duran-oplevelse.
Visuelt er jeg betaget af bagskærmsprojektionen, der viser alt fra Liz Hurleys sexede ben under ”A View To A Kill” til en voldelig Anime-video af Fumio Obata under ”Carelass Memories”, men rent musikalsk er ”Live From London” ikke meget mere end en genindspilning og opdatering af ”Arena” – bare lidt længere og med et par enkelte nye numre. En dejlig overraskelse er min egen personlige favorit ”Nightboat” fra debut-lp’en, men det er også det eneste nummer, der er tilnærmelsesvis obskur i samlingen. Ellers optræder alle de store hits fra ”Planet Earth” og ”Girls on Film” over ”Wild Boys” og ”Notorious” til ”Ordinary World”. Listen af klassiske numre er lige så lang som hitlisteplaceringerne er høje.
