Amerikansk musik med et britisk twist
Interview med Chris Cain (bass + backing vocals) fra We Are Scientists – torsdag den 9. marts, Vega, København.
Et par timer inden aftenens show i Vega blev skudt af, havde jeg fornøjelsen af en længere samtale med Chris Cain, bassisten i We Are Scientists. Og den humoristiske, skælmske og lidt tømmermændsplagede Chris Cain viste sig, at være et rigtig venligt bekendtskab. Behageligt placeret i lædersofaen i bandets tourbus med kold, fransk øl og en ung kvindelig repræsentant fra EMI som chaperone, prøvede jeg, at nå bare en smule tættere på det band, der gemmer sig bag det finurlige navn, We Are Scientists.
Diskant: I startede som We Are Scientists i 2000: fra dengang og så til nu; har det været hårdt – eller nemt?
Chris Cain: Det var nemt et stykke tid, men herefter har det været ret udmattende at være så meget på tour. I lang tid øvede og øvede vi bare, men nu hvor vi stort set er ”on the road” det meste af tiden, er det ret hårdt – nu er det ret meget som et regulært arbejde, vil jeg mene, et arbejde, hvor man kan drikke en masse og… vi arbejder omkring 45 minutter, så… you know!
Diskant: Fortæl mig om jeres bandnavn.
Chris Cain: Yeah, well, vi fik navnet fordi en eller anden fyr spurgte os, om vi var videnskabsmænd. Det var før vi var et band, i sammenhæng med, at vi skulle leje en truck, og han spurgte os så, om vi var videnskabsmænd… jeg tror, det var fordi, at vi så ret nørdede ud. På det tidspunkt spillede vi slet ikke, men senere syntes vi så, at det var et ret godt bandnavn. Vi prøvede først at få andre til at bruge navnet, men ingen ville have det, så vi endte med selv at bruge det.
Diskant: Jeres album, With Love and Squalor, blev udgivet i Danmark for omkring 10 dage siden – og de anmeldelser, som jeg har læst, har været ganske gode – hvordan var processen, besværlig eller hvordan?
Chris Cain: Vil Danmark nogen sinde blive sig selv igen… kan du overhovedet genkende dit eget land nu… (griner). Nej, fysisk har det været hårdt, fordi vi har måttet gøre en masse praktisk arbejde selv. Virgin er et meget ”cheap” selskab, så… vi fik en lille trækvogn og måtte blandt andet selv levere vores Cd til en masse forretninger… (Chris kigger på hen på pladeselskabsrepræsentanten, der i denne sammenhæng er fra EMI, da albummet i blandt andet Danmark udgives via dette selskab, og joker lidt videre omkring dette). Udover dette, så har det været ret nemt. Vi indspillede albummet ret hurtigt, det var før vi kom på Virgin. Vi blev nødt til, at være hurtige for at minimere studieomkostninger, så… basalt gik vi efter et umiddelbart udtryk, en simpel lyd, der lå tæt på en livelyd. Vores mål var ikke at gå i studiet og eksperimentere, men nærmere at ramme den lyd vi har, når vi øver…
Diskant: Jeg synes, at jeres album har en god vekselvirkning mellem melodi og en mere direkte, kantet og rå lyd – nogle kommentarer til det?
Chris Cain: Jaaa, vi er definitivt meget fokuserede på melodi, sådan lidt poppede sange, der går umiddelbart ind. Men på samme tid må de også gerne have en rigdom, der gør, at man også belønnes efter de første 3 gennemlytninger. Det er vigtigt at lytteren ikke keder sig, men grundlæggende skriver vi sangene, så vi ikke selv begynder at kede os – at sangene er interessante for os. At vores sange er meget energiske og direkte er især et udtryk for, at vi hovedsagligt skriver sangene for at spille dem. Vi skriver dem især ud fra et mål om, at de skal være sjove (og egnede) at spille live. Dette betyder langt fra, at vi kun interesserer os for tempofyldt, energisk musik, men det er bare den slags, som vi synes, at det er sjovest at optræde med live.
Diskant: Jeg kan ret godt lide ”This Scene is Dead”. Kan du fortælle lidt om den sang?
Chris Cain: Jeg tror faktisk, at teksten er om vores trommeslager, Michael – det er Keith, der skriver vores tekster. Michael havde en periode for omkring et år siden, hvor han ofte fik black out og ikke kunne huske noget som helst fra dagen før… Og det havde ganske sikkert noget at gøre med at drikke. Så teksten har som sådan ham som omdrejningspunkt. Hvad angår musikken, så er den ret så ”almindeligt” opbygget. Bass-figuren, som jeg stjal fra ”Roxanne” af The Police, er virkelig massiv, og… ”it’s all Sting” (griner).
Diskant: Da jeg først hørte sangen troede jeg, at den måske var en kommentar til musikscenen, mellem linjerne, du ved…?
Chris Cain: Hell yeah… Vi havde ikke tænkt den som en form for allegori, men… vores scene er døende (griner), det er så sandt… måske den er en underbevidst kommentar – der er måske noget der!
Diskant: Nu vil jeg ikke bede dig om, at beskrive jeres egen musik – ved det er et rædselsfuldt spørgsmål – men hvor synes du, at I passer ind på den nye scene i dag?
Chris Cain: publikum varierer en del fra land til land. I England er vores publikum eksempelvis meget ungt – en masse 16-årige – men i resten af Europa er det en del ældre – fra midten af 20erne til op i 40erne. Jeg har faktisk mødt en masse ”voksne”, der rigtig godt kunne lide vores musik… men ”kids” er uden tvivl dem, der har hørt om os først. Så lige nu er det nok især de yngre, som vi når ud til… det er jo også dem, der er hurtigst til at tage nye, mindre kendte bands til sig. Men jeg kan sagtens forestille mig, at vi når ud til et ældre publikum, når vi bliver mere populære.
Diskant: I Danmark er I blevet sammenlignet med acts som The Killers, Bloc Party, Hot Hot Heat, Maximo Park og Franz Ferdinand. Kan du godkende disse sammenligninger?
Chris Cain: (griner) Yeah, I can give it my standard approval…
Diskant: Jeg synes, at der er flere (mindre åbenlyse) ligheder mellem eksempelvis Maximo Park og We Are Scientists…
Chris Cain: Virkelig?
Diskant: Ja, hvad angår det lidt kantede, nogle steder lidt sofistikerede…
Chris Cain: Jaaa, der er klart nogle ligheder der… Jeg kan virkelig godt lide Maximo Park, vi har jo lige turneret med dem, det var ret sjovt. De gav nogle fandens gode koncerter. Ellers plejede vi at lytte en del til Hot Hot Heat og The Killers… og jeg tror også, at vi har en del ting tilfælles med disse bands. Med hensyn til The Killers, så har de det der keyboard… Vi må se at få os sådan et!
Diskant: Nej, det synes jeg ikke!
Chris Cain: (griner højt).
Diskant: Jeres lyd er ret britisk, er den ikke? Kunne du give nogle kommentarer på den nye britiske scene vs. den nye amerikanske scene?
Chris Cain: Jeg tror, at guitarrock-scenen, som vi vel nok er en del af, er en del mere mainstream i UK end i USA. Der er i USA et pænt marked for denne slags musik, men det er langt fra som med Hip Hop, Country eller mere mainstream-pop. Jeg synes, at medierne og radiostationerne er mere fokuserede på denne slags guitarorienteret musik i UK end i USA, hvor du stort set slet ikke høre denne slags på mainstream-radiostationer. Det er mere på college radio og MTV2, at man kan høre denne genre. Bands som Maximo Park og Kaiser Chiefs hører de ikke så meget til i USA, men Franz Ferdinand har dog solgt godt.
Diskant: Hvad er jeres inspirationskilder – jeres musikalske præferencer – hvad lytter I til?
Chris Cain: My inspirations are alcohol and money! And jet skies…(griner). Faktisk hører vi alle sammen ret forskellige ting. Jeg har i den senere tid lyttet en del til The Rosebuds, kender du dem, et amerikanske band, jeg elsker virkelig deres albums. Og så kan jeg også virkelig godt lide det nye Spinto Band… Derudover synes jeg også, at Arctic Monkeys er rigtig gode. Jeg kendte dem faktisk ikke før, at vi begyndte at turnere med dem. Kaiser Chiefs hørte jeg først igennem deres demobånd, som jeg fandt virkeligt gode, men så kom deres album, hvilket jeg syntes var en smule skuffende. Men sådan er det jo ofte; det man hører først… Jeg er sikker på, at deres album er bedre end deres demoer, men… Og så synes jeg også, at nogle af Maximo Park’s numre er rigtig fede. Men som sådan bruger ingen af os særlig meget tid på, at udforske den scene, som vi selv befinder os indenfor. Vi hører jo så mange repræsentanter herfra, når vi er på turné. Så når vi er ude og købe Cd’er koncentrerer vi os nok mere om andre genrer. Overhovedet vil jeg sige, at vores musik nok især reflekterer scenen i New York de sidste 5 år, her iblandt eksempelvis Liars, som vi også har turneret med. Jeg savner virkelig deres shows. At vi flyttede fra Californien og til New York påvirkede nok vores musik en del.
Diskant: I har lige været på tour med Arctic Monkeys, Mystery Jets og Maximo Park (ShockWave – The NME Awards tour). Var det fedt?
Chris Cain: Det var fantastisk!
Diskant: Hvad vil den nærmeste fremtid byde på for We Are Scientists?
Chris Cain: Touring! Vi er faktisk på turné indtil december, og så forventer vores management og vores label, at vi laver et nyt album i januar næste år, skriver og indspiller det… (griner) Men vi vil gerne prøve nye ting af live, for at se om de holder, inden vi indspiller dem. Det er en del af vores kreative proces, så… vi har en enkelt ny sang, der vistnok er mere eller mindre færdig, men ellers har vi ikke noget nyt lige nu.
Diskant: Nogle muligheder for, at vi snart ser jer headline en tour heromkring?
Chris Cain: Mhhhhhhhhhh, I don’t know. We get insecure – too much pressure, you know (griner højt)
