100.000 volt lge ned i skallen på publikum
Onsdag aften var bestemt i rock’n’roll’ens tegn, og det var tre helt forskellige bands, der gæstede københavnske Stengade 30.
Quit Your Dayjob
Det svenske band, der deler pladeselskab med Danko Jones, havde fået æren af at åbne ballet, og selvom klokken kun havde sneget sig op på 21.30, var salen godt fyldt. Musikken er lige på og hårdt, og den består af trommer, synthiziser, surf-guitar og vokal. Bandets debut-EP udkom i 2004 på en 7-tommer vinyl, og indeholdt intet mindre end 8 numre – hvilket jo siger noget om længden på hver enkelt nummer. I løbet af de godt 20 minutter Quit Your Dayjob spillede , nåede de vel godt og vel at få fyret 15 numre af. Det var meget intenst, men deres stiliserede ageren på scenen blev dog en smule kikset i længden.
Brant Bjork
Allerede ved indgangen gik snakken i køen om Brant Bjork, og det var ganske klart, at en god del af publikum denne aften ikke var kommet for hovednavnet Danko Jones’ skyld, men derimod for at se “giraffen” Brant Bjork. Manden er da bestemt heller ikke hr. hvem-som-selst, men har spillet med i de toneangivende desert-rock bands Kyuss og Fu Manchu. I 2006 er han bare Brant Bjork and the Bros., men denne aften var det dog helt tydeligt for alle, hvor han tidligere har huseret.
Bandet kom på scenen med en god portion coolness (under hele koncerten stod bassisten f.eks. med ryggen til publikum), og gik straks i gang med at spille nogle lange syrede 60’er rock guitar-løb. Da bandet efterfølgende gik i gang med ”My Ghettoblaster”, kvitterede publikum med vild jubel – det nummer var tydeligvis længe ventet. Det hele mindede mest af alt om en tung version af Jimmy Hendrix, og i løbet af de 50 min. koncerten varede, nåede Brant Bjork and the Bros (i modsætning til Quit Your Dayjob) kun at spille 5 numre. Afslutningsnummeret ”I miss my Chick” varede over 15 min. og den ene guitar-solo efter den anden bragede ud af forstærkerne.
Brant Bjork havde publikums fulde opmærksomhed, og var folk i tvivl inden koncerten, om manden stadig kunne ”noget”, så blev den skam bestemt gjort til skamme til onsdagens koncert.
Brant Bjork spiller igen på Stengade 30 d. 15. april, men denne gang som hovednavn.
Danko Jones
Aftenens hovednavn Danko Jones gik på scenen godt 23.30, og efter Brant Bjorks formidable optræden, var publikum som på stikker. De ville have mere – mere energi. Og da Danko Jones entrerede scenen, var det som om alle sikringer i bygningen sprang. Fra første akkord i ”I’m alive and on Fire”, buldrede et sandt tæppe af punk og boogierock ud over salen. Efter bare et nummer haglede sveden af bandet, og min sidemand sagde: ”Det er godt nok imponerende, hvis de kan holde det tempo hele koncerten igennem” – og det kunne de., og imponerende, det var det!
I løbet af koncertens halvanden time, nåede Danko jones vidt omkring i bagkataloget. Der blev spillet helt gamle numre fra f.eks. I’m a live and on Fire og så var der selvfølgelig også en masse nye numre fra dette års Sleep is the Enemy. Setlisten var fordelt over to stykker A4-papir, og der skal nok ha’ været et stykke over de 20 numre.
Danko Jones er en perfekt (hvis ikke den mest perfekte) entertainer. Han havde simpelthen publikum i sin hule hånd. Vi var som marionetter for ham, og når han råbte, at vi skulle buh’e af bandet fulgte vi gladeligt trop. Publikum råbte på en masse forskellig numre, og Danko Jones svarede: ”Vi spiller ingen af dem”. Da publikum derefter buh’ede igen, var svaret: ”Vi spiller dem alle……og nej, vi spiller ingen af dem alligevel.” Sådan kørte det et stykke tid, alt mens publikum vekslede mellem buh’en og jubel. Danok Jones nåede dog alligevel at spille de fleste numre publikum råbte efter, heriblandt ”Play the Blues”, ”Forget my Name”, ”Mangokid” og Lovercall”. ”Love is Unkind” blev til et langt jam-nummer, hvor et ungt par på første række fik at vide, at man ikke skal satse på den slags, for det holder ikke alligevel. Kæresteparret så dog bestemt ikke ud til at tage mandens ord for gode varer, for kort tid efter lå deres ansigter igen begravet i hinanden.
De eneste numre jeg manglede denne aften var underligt nok de to hits ”Dance” og ”I want You” fra den forrige plade We sweat Blood. Hvorfor de ikke var at finde på setlisten, kan man blot undre sig over. Men når Danko Jones har så mange gode numre, og ikke al tid i verden, er det vel tilgiveligt at udelade et par.
Da koncerten sluttede lidt over 01.00, var bandet og publikum komplet gennemblødte. Vi havde alle været vidne til en sand energi-eksplosion, og hvis ikke Danko Jones har Gerimax-instant som hovedsponsor, gad jeg godt vide, hvor kilden til deres utømmelige energi stammer fra. Et godt bud kunne være simpel spilleglæde, for det er en sand fryd at opleve et band som Danko Jones, hvor det bare lyser ud af dem, at de nyder at spille. Onsdag aften beviste bandet i hvert fald hvorfor de er et af de bedste live-bands overhovedet.
