Særdeles godt vejr på Rust
“So this is where it all begins, true love about to burn your skin”. Man skal lede længe for at finde bedre lyrik at indlede sin koncert på. En koncert der skulle vise sig at cementere I Got You On Tapes status som et af Danmarks pt. mest spændende alternative orkestre. Den følsomme “Waiting to Blow” åbnede godteposen – hvorfra der fossede al den liv og dynamik deres debut-cd manglede. Musikken blev spillet med en sådan kirurgisk præcision og uforbeholden indlevelse, at det var svært at forblive skeptisk.
Jeg hører til nemlig til den gruppe, der synes deres debut-cd indeholdt fine kvaliteter, der blev overskygget af et monotont lydbillede. Min mistillid overfor bandets dynamik blev dog gjort til skamme til en koncert der bl.a. indeholdt et 5 minutters Mars Volta-lignende improviseret jam. Her blev vi blæst omkuld af en fortryllende feedback-lydmur, der langsomt smeltede sammen med den oprindelige sang. I et proppet Rust blev udmærkede numre som “Pins and needles”, “Doctor watching” og den eminente Interpol-inspirerede “Buzz on My Block” ligeledes forvandlet til enkeltstående lydlandskaber.
Der var dog ikke mange følelser at hente fra forsangeren, der indeholdt omtrent ligeså meget scenetække som en myg. Slipset var sjusket bundet og han kløede sig i baghovedet mens han sang. Er dette virkelig Danmarks nye indie-crooner, spørger man sig selv? Men selvom forfriskende måske er det forkerte ord at bruge i denne sammenhæng, så indfinder der sig dog en vis charme, når man med en så velsunget vokal ligner anti-tesen på en rockstjerne. Med vilje eller ej, så er resultatet et band, der udelukkende drejer sig om musikken. Alligevel kunne man dog godt savne lidt mere udstråling og bevægelse fra det statiske band. Øjnene flakkede forgæves efter et fikspunkt, og i 90% af tilfældene havnede de på lead-guitaristen, der som den eneste formåede rent visuelt at viderebringe musikkens energi.
Det blev ikke til så megen leflen for publikum, bortset fra et par oprigtige “mange tak” og “tak fordi i er dukket så talstærkt op”, hvor sidstnævnte blev besvaret med et kækt “I lige måde!!”. Man skulle nok have været der, men ganske morsomt var det. Man var faktisk oprigtig glad for at alle fem var dukket op denne aften. Især guitaristernes siamesiske sammenspil var til UG med kryds, flødebolle, guf, og alt hvad hører med. Især på den hypnotiserende “Cream” kunne man høre jazz-røddernes indflydelse på deres musikalske overlegenhed.
Aftenens højdepunkter kom overraskende nok fra de fire sprit-nye sange – direkte fra øvelokalet – der blev spillet med implicit forståelse, som havde de været et fast element i 40 års lang Rolling Stones-virke. Med inspiration fra spaghettiwestern og mærkeligt nok reggae, virkede bandet selv overrasket over hvor gennemført godt de nye numre blev leveret. De fungerede faktisk så godt, at jeg, skeptikeren over dem alle, rent faktisk begyndte at glæde mig til deres næste album.
Navne som David Bowie og Joy Division er blevet slynget rundt af anmeldere i et forsøg på at genrebestemme I Got You on Tape, men sandheden er at kvintetten besidder et gennemunikt udtryk. Især danske inspirationskiler synes at være ikke-eksisterende. Det eneste der røber en vis danskhed i bandet er den uovertræffelige tekst fra aftens sidste nummer, den hypnotiserende “Medicine”:
“We’ll have to blow the whistle on love for now, talk about the weather and begin having babies”.
Vi taler absurd meget om vejret i Danmark, men efter koncerten på Rust, fik jeg pludselig et nyt samtaleemne, nemlig I Got You On Tapes fremragnede evner som live-orkester. Det vil det næste stykke tid være mit synonym for “Sikken et vejr, hva?” Selvom jeg ikke har det på bånd, så har jeg det i hukommelsen. En glimrende koncert.