Peaches underholdte som forventet udsolgte Lille Vega, da hun tirsdag 12. september igen var på besøg i København
Rock show
Faktisk var aftenens koncert langt hen ad vejen som forventet. Og sådan skulle det jo nok også være. Publikum fik uden tvivl lige præcis det, som de var kommet for. Men det stod nu også frem, at canadiske Peaches’ shock’n’sex funderede show har mistet noget af sin brod og ’farlighed’. I dag er Peaches’ univers sådan lidt en bubblegum-udgave af det hidsige, rå og konfrontationslystne udtryk, som hun grundlagde karrieren med tilbage i slutningen af sidste årti, hvilket kulminerede med den fremragende debut The Teaches of Peaches fra 2000.
Et ’skridt’ frem…
Modsat sidste besøg i en hal ude på Holmen, så var Peaches denne gang bakket op af et band. Herm, som bandet kaldes, er en trio bestående af den fremragende JD Samson fra Le Tigre på keys, en mindre imponerende Sam Maloney fra Hole på trommer og sidst Radio Sloan på guitar. Og Herm gjorde virkelig en positiv forskel i forhold til vampen Peaches sidste koncert herhjemme. Hvor sidste show hurtigt blev en lidt træg omgang, der tilførte bandet ved koncerten i Vega en solid bund, hvorfra Peaches fik et væsentlig bedre udgangspunkt for, at udfolde materialet fra de i hvert fald to seneste albums, Fatherfucker fra 2003 og Impeach My Bush fra dette år. Derimod tilførte dette trashy glamband så ikke synderligt til Peaches’ numre fra det første album – nærmere tværtimod. For den kantede og musisk minimalistiske electroclash, som hun lagde ud med, den gør sig bedst uden den store orkestrering. Men okay, et par af de leverede tracks fra debuten blev serveret, som de også bør; nemlig udelukkende fremsat ved hjælp af programmeringer, keys og crotch’n’roll damens snerrende, monotont anlagte vokale linjer. JD Samsom forstod i høj grad både at holde sig til sangenes kerne og force, og samtidigt at krydre dem, så de blev tunet op uden at miste deres bærende karakteristika.
Shake Yer Dix
Peaches’ performance bød på de sædvanlige indslag af krop, nasty opfordringer til publikum som ’all you girls shake yer tits – and all you boys shake yer dix’, både morsomme og lidt mere anstrengte kommentarer og så et ret så gedigent og traditionsbundet rock show, der akkurat som Peaches’ nyere musik i vid udstrækning trækker på 70ernes glamrock, shock- og cock-rock. Der er store mængder af Joan Jett lydende islæt, en musikalsk gæld, der jo også udpensles på tracket ”I Don’t Give A Fuck”, som er båret igennem af et sample fra ”Bad Reputation” af den førnævnte foregangskvinde indenfor ’kvinderock’. Peaches er så klart langt dybere funderet i klassisk rock end hendes lyd i starten af karrieren egentlig umiddelbart gav udtryk for. Men ordlyden var der allerede fra starten. I “Rock Show” fra debuten – et track, der også var på listen denne tirsdag – lyder det: “Rock show, you came to see a rock show, a big gigantic cock show, you came to see it all…”. Og det, der dengang stod i et sådan lidt modstridende og mere bizart lys – dette ikke mindst fordi, at Peaches dengang i mere udpræget grad brød med de traditionelle rock’n’roll klicheer, modsat i dag, hvor hun langt mere rider på samme klicheer. Dette betyder så ikke, at hun ikke formår at omforme disse, så de i hvert fald ikke fremstår så udvandede og jævnt trættende, som de i bund og grund er.
Fuck The Pain Away
Overall så gav Peaches & Herm denne aften en fornøjelig og underholdende koncert, der bød på tracks fra alle Peaches’ tre albums. Og de nyeste fra Impeach My Bush lød faktisk rigtigt solide live. Men der er nok ikke så meget kontroversielt over Peaches’ univers længere. Hun har frivilligt eller ufrivilligt ramt en sti tættere på et mainstream-publikum, der fortjent giver hende mere opmærksomhed, men som også pudser kanten af hendes tidligere mere uforsonlige lyd og linje. Live var det mere rock’n’roll med electro(clash) indslag end det var omvendt. ’Fuck the pain away… ‘? Måske! Eller Rock the pain away? Helt sikkert.
