“One of the most fantastic nights in recent memory”
Bonnie Prince Billy brillerede med musikalsk og fortællemæssigt overskud i en intens og intim koncert på Vega.
Den 37-årige singer-song writer Bonnie Prince Billy er en ener inden for amerikansk folk rock og alternativ country. Og ved koncerten på Vega, der var arrangeret af Natfilmsfestivalen – hvor han med sit borgerlige navn Will Oldham i øvrigt også er repræsenteret i to film – viste han hvorfor.
Allerede fra han gik på scenen med sin guitar, sit viltre skæg, sin skaldede isse og sin afslappede holdning, havde han det forventningsfulde publikum i sin hule hånd. Og der var vi fastholdt under hele den to timer lange koncert pga. hans karismatiske udstråling, hans smukke og skæve poetiske sange – og ikke mindst hans mange causerier over livet, døden og kærligheden. Samtidig diverterede han med allehånde finurlige anekdoter om bl.a. mødet med den skæggede kvinde på Vesterbro, buddhistiske munke i badebukser, sin inspiration fra kunstneren (og løgneren!) David Allen Cohen mm.
Det var således en sprudlende Bonnie Prince Billy, der denne aften gav publikum et indblik i sit personlige og særegne univers, der er karakteriseret af en altoverskyggende mememto mori-tankegang forbundet med en god del ensomhed, smerte og tab, men bestemt også med en kringlet og åben tilgang til netop det at leve og elske. I den intime og intense koncert blev hans umiddelbart meget indadvendte sange om livets skrøbelighed, dødens nærvær og kærlighedens kropslighed da også fremført i en virkelig fin balance mellem det dystre og det lyse, og mellem alvor og humor.
Dette spænd blev klart eksemplificeret i hans fortolkning af den finurlige ”Death to everyone”, der netop pointerer, at det er bevidstheden om døden, der gør livet (og havevanding (!)) ”much more fun”. Og netop den skæve tilgang og det skælmske og livsbekræftende element var i højsædet denne aften, hvor han flere gange kontrasterede eller opløste den knugende og nogle gange højstemte følelse i mange af sangene med sin afvæbnende selvironi, skæve anekdoter og mere eller mindre rablende, improviserede tekstbidder.
Der blev dog aldrig givet kald på følsomheden og skrøbeligheden, og kontakten mellem Bonnie Prince Billy og publikum var rigtig god: Nærværet og lydhørheden gik begge veje, og han befandt sig tydeligvis utroligt godt på scenen, og syntes til publikums store glæde heldigvis også have svært ved at forlade den igen. Først efter en lang række ekstranumre blev magien brudt, og efter den intense koncert – som Bonnie Prince Billy selv med vanlig finurlighed beskrev som ”one of the most fantastic nights in recent memory” – måtte man nødtvungent vandre ud i den kolde nat berørt af hans stemningsfulde beskrivelser og refleksioner over livets små og store spørgsmål.
