01.05.07 – Roger Waters – Augustenborg Slotspark

Foto: Pernille Yding
Foto: Pernille Yding

Augustenborg slotspark var den perfekte ramme til en minutiøst planlagt totaloplevelse da Roger Waters lagde vejen forbi Als

Det duftede lifligt af sønderjyske ringriderpølser fra madboderne og fadøllene flød i en lind strøm til de mere end 10.000 tilskuere på græsplænen foran Augustenborg Slot på Als. Flere var dukket op med en halvbrandert sandsynligvis forårsaget af begivenhedssammenfaldet med 1. maj, men dette gjorde ikke stemningen mindre dårlig foran scenen, hvor der blev afspillet en videosekvens med en mand, der løbende indstiller sin radio i håb om at finde noget godt at høre på.

Som sild i en tønde stod crowden derfor med skvulpende fadølskrus og hyggesnakkede men med ét skiftede fokus til scenen, hvor den indledende videosekvens netop blev afsluttet med at manden endelig fandt et nummer, han kunne lide, og koncertens åbningsnummer ”In The Flesh” satte med et brag koncerten i gang.

Siden juni sidste år har Roger Waters og band turneret verden rundt med den samme setliste og det virkede også gennem de første par numre som om, at det minutiøst planlagte show efterhånden havde begyndt at æde lidenskaben og de kreative kræfter op hos musikerne, der derfor til at starte med virkede som om de blot var endnu en dag på jobbet. Men efterhånden som aftensolen sank ned bag slotspladsen og en næsten fuld måne begyndte at tage over, skiftede bandets humør fra at præstere lidenskabsløs rock til i stedet at vise autentisk spilleglæde. En noget uprætentiøs udgave af ”Mother” og ”Set The Controls For The Heart Of The Sun” (der dog blev ført flot til dørs på sopran-saxofon af Ian Ritchie) blev derfor afløst af en sprudlende og velspillet ”Shine On You Crazy Diamond”, hvor lead guitarist Dave Kilminster fik lov til at vise, at det ikke er umuligt at udfylde mesteren David Gilmours sko, selv når soloerne spilles præcist som de er i de originale udgaver.

Efter et udpluk fra pladen Wish You Were Here vendte Roger Waters blikket mod post-krigsalbummet The Final Cut, hvorfra han igennem sang og ved hjælp af videoshow gav sin hilsen til alverdens krigsliderlige diktatorer – både nuværende og afdøde – på numrene ”Southampton Dock” og den altid fænomenale ”The Fletcher Memorial Home”, der ikke kan leveres med for meget patos både på stemmefronten og i guitarsoloerne. Dette betød også, at Roger Waters tilsyneladende benyttede sig af singback på visse dele af nummeret for at kunne håndtere de højeste toner og mest krævende passager, men selvom dette i bund og grund er snyd hjalp det med at fremføre nummeret på bedste vis, og han skal derfor ikke høre et ondt ord herfor fra denne skribents hånd.

Første set blev afsluttet med to numre fra solo-karrieren og ”Sheep” fra Animals, hvor der i ”Perfect Sense” blev plads til en fænomenal vokalpræstation fra PP Arnold, der også blev godt understøttet af den generelt fremragende lyd fra den medbragte surroundsound. Under ”Sheep” blev der trukket en stor oppustelig gris rundt blandt publikum med påskriften ”Fear builds walls”, ”Kafka rules OK” samt ”Jyllands-Posten”, som til sidst blev sluppet fri og fløj lige op i luften.

Andet set kunne nu efter et kvarters pause starte med den helt rigtige lyssætning i skæret fra den næsten fulde måne og Roger Waters og band leverede med stor overbevisning en imponerende opsætning af et af rockhistoriens bedste albums Dark Side Of The Moon, hvor jeg vil fremhæve den audiovisuelle del af den hypnotiske electro-inspirerende ”On The Run”, virtuositeten og lyden på (især guitarsoloerne) i ”Time”, samt den til punkt-og-prikke-og-jeg-kan-ikke-bede-om-mere fremførelse af den dejligt tilbagelænede ”Us And Them”, hvor Ian Ritchie igen mindede os om, at saxofonen faktisk er et overset instrument på rockscenen. Under fremførslen af Dark Side of The Moon gav Rogers Waters plads til at lade bandets andre stemmer komme til, og vi hørte således Dave Kilminster som lead-vokal på ”Money”, Katie Kisson på ”The Great Gig In The Sky” og Jon Carin på ”Us And Them”.

Hele aftenen blev afsluttet med en fantastisk salut fra The Wall, hvor der var fællessang til numrene ”The Happiest Days Of Our Lives”, ”Another Brick In The Wall, Part II”, (især) “Vera”, ”Bring The Boys Back Home” og moderen til alle guitarsolo-sange ”Comfortably Numb”.

Setlist
1. set:
In the Flesh
Mother
Set the Controls for the Heart of the Sun
Shine On You Crazy Diamond (Parts II – V) (abridged)
Have a Cigar
Wish You Were Here
Southampton Dock
The Fletcher Memorial Home
Perfect Sense, Parts 1 and 2
Leaving Beirut
Sheep

2. set (The Dark Side of the Moon):
Speak to Me
Breathe
On the Run
Time
Breathe (Reprise)
The Great Gig in the Sky
Money
Us and Them
Any Colour You Like
Brain Damage
Eclipse

Ekstra:
The Happiest Days of Our Lives
Another Brick in the Wall, Part II
Vera
Bring the Boys Back Home
Comfortably Numb

More from Simon Lei Fredslund
Nr. 10 – Smashing Pumpkins: Mellon Collie and the Infinite Sadness
Mellon Collie and the Infinite Sadness var Smashing Pumpkins' mest ambitiøse projekt....
Read More
0 replies on “01.05.07 – Roger Waters – Augustenborg Slotspark”