Det bliver hele tiden bedre
Lige siden hun første gang lod høre fra sig har jeg beundret Tina Dickow og hendes naturlige tilgang til at skrive sange. Men jeg har også hele tiden haft et lille forbehold for hendes ligeså generte måde at optræde på – både på scenen, i interviews og på hendes albums. Det har været som om, at hun er slået igennem før hun var klar til det, og at hun derfor har måttet vokse med opgaven, mens karrieren har udviklet sig. Måske er det derfor, at jeg også har siddet med fornemmelsen af, at det er sangene, der har styret Tina Dickow – og ikke omvendt.
Det er glædeligt at notere sig, at alle disse forhold er ændret på Count To Ten, der derfor fremstår som det klart bedste Tina Dickow-album til dato. Hun har hele tiden været en udtryksfuld sangerinde, men på det nye album er det hende selv, der skaber udtrykket og former sangene, i stedet for hendes sange, der skaber hendes udtryk.
Det er en hårfin nuance, som dog er meget betydningsfuld, sådan som jeg hører Tina Dickow. Hun virker nemlig langt mere åben og imødekommende på Count To Ten, mens hun stadig holder fast i de eminente sange, som hun har et sjældent set talent for at skrive. Og så er det meget afvekslende, men alligevel sammenhængende, på det nye album, hvor der både er melankoli og mere lyse stemninger. Min favorit er ”Sacre Coeur”, der så fint beskriver skellet mellem det unge og spontane liv – og det mere etablerede liv, der selvom det bliver, som man har drømt om, kan synes lidt kedeligt og forudsigeligt.
Tina Dickow har hele tiden været på rette kurs i sin karrieres udvikling, og den følger hun i en sådan grad, at det bliver mere og mere vanskeligt ikke at give sig helt hen til hendes sange. Count To Ten har stort set ingen skønhedspletter, og det er sjældent at høre et så fint album fra en danske solist.
