Essentielle Lou Reed
Lou Reed venter som en silhuet i mørket bag tæppet på scenen. Hans snerrende stemme bekræfter at det er ham. Han mener ikke mere skal føjes til introduktionen, og intet mere skal siges inden koncerten kan begynde. I det hele taget er Lou jo ikke en mand der taler meget. Mandens udtryk og kommunikation med publikum udfolder sig gennem hans nærmest talte lyrik, leveret fra legendens rustne stemmebånd.
Filmens og koncertens omdrejningspunkt er albummet Berlin som kommercielt floppede for 33 år siden, og som i mellemtiden ikke er blevet opført live. Nu er chancen der endelig, med alt hvad det indebærer af kameraer på scenen, stort kor og hornorkester. Albummet leveres med intakt nerve af både hovedpersonen og hans band, der udviser en stor spilleglæde, hvilket smitter livsbekræftende ud på biografsæderne. Specielt guitaristen er et stort lys på scenen, og samspillet med Reeds simple Velvet Underground guitarudladninger fungerer optimalt. Selvom Lou virker afdæmpet under koncerten er det tydeligvis stadig ham der ved hvor skabet skal stå, og han leder visionært orkestret med dirigentlignende fagter.
Poetiske kunstneriske elementer fungerer filmen igennem som illustrationer til numrene om de mange skæve eksistenser i et Berlin før murens fald. Nogle af filmindslagene virker lidt tacky, når det bliver direkte affilmninger af Lou Reed’s tekster, men størstedelen af de korte artfilm supplerer koncerten godt sammen med videoprojektionerne bag bandet. De fire håndholdte kameraer indfanger stemningen fint på scenen, og mange ufokuserede dekomponerede billeder passer godt ind i stilen. Man kan savne lidt billeder fra salen, som forbliver mørk under hele koncerten. Kun enkelte gange hører man et begejstret publikum klappe mellem numrene. Det havde været interessant at se blandingen
Blandt korstemmerne befinder sig Anthony fra Anthony and the Johnsons, og mod slutningen af koncerten giver han en følelsesladet version af “Candy Says”. Mere Velvet krydderi afslutter en aften med helt igennem vitale og ærlige sange: Lou Reed fører an på klassikeren “Sweet Jane” og lukker koncerten med et højdepunkt der vidner om legendens nerve.
