God koncert for semi-dedikeret publikum
Jeg vil nok aldrig synes at en halv times ventetid er i orden, men da det viser sig at bandet har mistet en guitar og noget tøj i lufthavnen skal jeg her ikke andet end nævne, at de altså startede en halv time senere end annonceret.
Det 7 mand (m/k) store band, med det efterhånden helt umulige navn, lagde ud med en fejende flot udgave af “1 Million Died To Make This Sound”. Fra første takt viser de at de ikke blot mestrer et svulmende bredt dynamisk register, de er også, for de flestes vedkommende, fremragende musikere. Besætningen er ganske unik med kontrabas (ofte strøget), cello, to violiner, to elektriske guitarer og et trommesæt. Alle mand (k/m) bidrager vokalt.
Hvad der på forhånd havde lignet et ret ungt publikum viste sig også at være et forholdsvis dårligt opdraget publikum. Magen til flaskeklirren og snak skal man normalt ned på Enghave Plads for at finde. Dette ødelagde i nogen grad de ellers rørende smukke passager domineret af de fire strygere. I hvert fald for undertegnede. Mine med-koncertgængere, der stod lidt længere (men ikke langt) tilbage end mig, var ikke plaget af det.
En anden ting der virkede pletvis malplaceret var desværre trommeslageren. Han arbejdede til tider lystigt der ud af, uden større hensyntagen til de resterende medlemmers forbilledelige sammenspil. Dette kom til udtryk få gange og fyldte ikke så meget at musikken gik helt i stykker af det.
Numrene er -som på pladerne- ekstremt lange soniske landskabsbilleder, der -først og fremmest i kraft af tidligere nævnte dynamik- udvikler sig, vokser, imploderer og eksploderer, så det er en fryd. Selv for en der ikke normalt er til post rock.
De to guitarister er bandets naturlige fortællere, der skiftedes til at tale til publikum med lige dele fin tør humor og udbasunerede venstreorienterede budskaber; noget som tekstuniverset også er stærkt præget af. Personligt bli’r jeg selv typisk hurtigt træt af politiske statements i forbindelse med musik, men det fyldte ikke for meget i aften.
Det er specielt at være til en koncert hvor der kun spilles 5 numre (+ ekstranummer) men i aften var det en god oplevelse. Jeg synes med fordel man kunne overveje om der skulle stilles stole op. Musikken er ikke udpræget dansevenligt. Snarere tværtimod. I øvrigt noterede to af mine med-koncertgængere at “musikken er alt for stor til Lille Vega” – noget jeg er enig i. Især violinernes folk-prægede (og oftest vanvittigt smukke) klange trænger i høj grad til mere luft inden de rammer loftet.
At strygerne er bandets helt store aktiv, hørtes tydeligst på de sidste to numre. Her faldt jeg næsten helt ind i mig selv – havde det ikke været for flaskeklirren og sms-besked-blinkende mobiltelefoner. Visse folk er altså decideret dårligt opdraget. Det folkemusikpræg som violiner giver, blandet med de forvrængede elektriske guitarer, er jeg helt vild med.
Dette var bandets første koncert på turneen, og det synes vi godt vi kunne mærke.Der manglede et par gear for at de havde spillet sig helt op i det fantastiske, men der er absolut god grund til at fange dem næste gang de spiller i nærheden. Det er -målt på aftenens præstation- afgjort pengene værd.
Setliste:
1: “1 Million Died To Make This Sound”
2: “Black Water Blown”
3: “13 Blues For Thirteen Moons”
4: “Metal Bird”
5: “There Is A Light There”
Ekstranummer:
“Microphones In The Trees”
