Brutal afsøgning af følelseslivet
Gennem de seneste år har Annemarie Zimakoff imponeret på den københavnske undergrundsscene og er nu aktuel med debutalbummet Ivory. Med en særegen blanding af små melodier, storladen melankoli og en usædvanlig grad af sanselig brutalitet og ærlighed i teksterne emmer hendes sange af nærvær og nerve. Men hvorfra henter Zimakoff inspirationen til sine vedkommende tekster og melodier?
Som en af de yngste i en stor børneflok, voksede Annemarie op i den lille sønderjyske by Halk nær Haderslev. Familien var stærkt religiøs, og Annemarie valgte tidligt i teenageårene ikke at leve et liv defineret af troen, men gjorde i stedet oprør mod den. Familien vendte hun dog aldrig ryggen, og det var blandt andet takket være den, at hun i en ung alder begyndte at dyrke musikken.
”Hele min familie spiller, og jeg er opvokset i et meget kristent miljø, hvor det var helt normalt. Da jeg var ti begyndte jeg at gå til klaver, og da jeg var lille sang, og optrådte jeg altid for min familie derhjemme. Jeg gik til klaver i to år, blev så vild med Nirvana samt Metallica og ville derefter bare hellere spille guitar. Jeg fik lov til at låne min storesøsters gamle børneguitar, som var sådan en skramlekasse.”
Efter i hele sin barndom at have levet med andres forventning om, at hun skulle være den pæne pige, fik Annemarie dog nok af at indrette sit liv efter et kristent livssyn, der ikke harmonerede med hendes eget. Musikalsk skiftede hun Elvis, som havde vugget hende i søvn, da hun var seks, ud med hård rock. Hun vendte sig dog også på andre områder mod omgivelsernes krav om, at hun skulle fremstå dydig og ublakket. Noget det i øvrigt aldrig var lykkedes at få hende til. Teenageoprøret blev derfor langt voldsommere hos hende end hos størstedelen af hendes jævnaldrende.
”Jeg følte mig ikke som mig selv. Jeg følte ikke, jeg kunne udtrykke mig. Jeg følte ikke, jeg kunne være den, jeg i virkeligheden var, når jeg skulle være kristen og foregive at tro på et eller andet. Jeg følte mig bare forkert i den sammenhæng. Man skulle gå i nederdel, have flettet hår, være umoderne og måtte hverken gå med make-up eller smykker. Man måtte for guds skyld ikke ligne nogen af de andre, fordi man skulle signalere kyskhed og at man var kristen.”
Oprøret fandt ikke sted fra den ene dag til den anden, men var resultatet af en masse indtryk og oplevelser, som gennem årene hobede sig op og aldrig forekom meningsfulde.
”Jeg syntes det blev mærkeligere og mærkeligere at skulle tage til møder, græde og bede til Gud. Jeg fandt hele tiden, det mine venner lavede mere interessant, og følte, at der var noget på den anden side, som jeg ikke kunne tage del i, fordi jeg var fanget i noget, jeg ikke havde lyst til. Men da jeg som 12-årig så gik ud af menigheden passede jeg heller ikke ind, fordi jeg nu var én, der var gået ud af noget andet. Så var jeg virkelig kontrær og besværlig, larmende og støjende. Og det har jeg altid været. Jeg gik i mærkeligt tøj og farvede mit hår flere gange om måneden. Det virkede lidt oprørsk i sådan en lillebitte by som Halk.”
Oprøret hang sammen med musikken på den vis, at Annemarie her kunne udtrykke sig ved i en tidlig alder at skrive sine egne sange.
”Jeg havde rigtig meget at fortælle – måske fordi jeg havde oplevet nogle lidt mere drastiske familieforhold end så mange andre børn. De var ikke dårlige, men jeg skulle gennemgå mange følelser og følte fx ikke, at jeg blev accepteret af mine forældre. Jeg følte, at jeg ikke kunne gøre de ting, jeg gerne ville, men måtte være trodsig, selvom jeg egentlig bare ville være et godt barn, hvilket jeg var på min egen måde. Det var bare ikke den måde, mine forældre accepterede.”
Det var disse følelser Annemarie kanaliserede ud i musikken, og det er ikke overraskende at høre, hvem forbillederne var og stadig er.
”Jeg kunne vildt godt lide den smerte, der var i Tori Amos’ måde at synge på. Og jeg kunne vildt godt lide Hole, fordi hun (Courtney Love red.) var så aggressiv.”
Annemaries sange tager i høj grad udgangspunkt i hendes egne oplevelser. Hun forsøger ikke at skabe samfundsdebatterende kunst, men bestræber sig i stedet sig på at skildre det enkelte menneskes indre kvaler så koncist som muligt.
”Kærligheden har altid haft en stor plads i min musik, og jeg har sjældent sat mig ned og skrevet samfundskritiske tekster. Religionen har jeg måske inddraget – om end på et meget symbolsk plan. Grunden til, at kærligheden er så central i mine tekster, er måske, at jeg gik ud og søgte den i en meget ung alder, fordi jeg følte, at jeg blev afvist derhjemme. Mine forældre elskede mig, men jeg var ikke præcis, som de ønskede, at jeg skulle være. Derfor gik jeg ud og søgte kærlighed hos kærester og blev tit ulykkelig og skuffet, for drenge er jo nogle umodne røvhuller i den alder, så de kunne ikke finde ud af at behandle små pigehjerter ordentligt,” siger Annemarie og ler. ”Jeg ved ikke, om min måde at skrive om kærlighed på var anderledes end andre sangskriveres, men min vinkel var nok. Det var den, fordi jeg søgte kærlighed og i så høj grad ønskede at få en eller anden form for accept fra fyre, som slet ikke vidste, hvad det drejede sig om, eller hvad der væltede sig rundt inden i mig, fordi de selv var forvirrede. Det var måske en åndssvag måde at prøve at løse problemerne på, men det var lettere end at søge accepten derhjemme.”
Både form- og indholdsmæssigt er der sket meget med musikken siden oplevelserne i 14-15-årsalderen. Skuffelserne fra kærlighedslivet løber dog som en rød tråd gennem sangskrivningen, og det er i dag som dengang dem, der er inspirationskilden til størstedelen af sangene.
”Kærlighed, svigt, afvisninger, utroskab og løgn er centrale temaer i mine sange, ligesom også den evige skyldfølelse, over at forsynde sig mod kristendommens idealer, spiller ind.”
Brugen af et temmelig brutalt billedsprog er central i Annemaries tekster, hvilket hun selv forklarer med en stærk fornemmelse for, hvordan forskellige følelser opleves. Kombineret med en lyst til at fortælle gør dette hende i stand til at visualisere den menneskelige psykes forskellige bevægelser. I sangen ”Where the boats are sailing out” om den dræbte pige på havets bund synger Annemarie således: “I didn’t mean to kill you / to let you die slowly / I’ve been murdered / since I was young”.
”Jeg føler virkelig, virkelig stærkt. Når der sker noget inden i mig, mærker jeg det utrolig kraftigt, og så kan jeg godt lide at sætte nogle kraftige billeder på den følelse. Og den her pige på bunden af havet er de mennesker, jeg sårer, fordi jeg selv er blevet såret, siden jeg var ung – som jeg synger.”
”Da jeg var lille, kunne jeg godt lide at synge historier, mens jeg tegnede dem, og det er sikkert lidt af det samme i forbindelse med sangskrivningen. Jeg har nogle billeder i hovedet, af hvordan det føles, når jeg bliver rigtig, rigtig såret. Jeg kunne godt bare skrive ”I was hurt”, men forsøger i stedet at visualisere følelserne for at gøre teksterne mere interessante.”
På trods af, at Annemaries sange mildest talt ikke er særligt glade, så smiler hun en del.
”Jeg har ikke behov for at stå og tude og være ked af det, for det gør jeg i mine sange. Det er der, jeg får afløb for mine aggressioner, frustrationer og min sorg, mens jeg så ved siden af har mere tid til at være glad. Jeg kan udtrykke nogle ting i kunsten og kanalisere min sorg ud i den. På den måde slipper jeg måske for at gå og være deprimeret i et halvt år. Jeg tror, at bremsen for mange mennesker, der bliver kede af det eller får nogle nedtursperioder, er, at de ikke ved, hvordan de skal udtrykke deres sorg, eller hvorhen de kan kanalisere den.”
Tour:
2/4 Café Tjilipop, Kbh.
3/4 Café Retro, Kbh.
9/4 Kulkaféen, Kbh.
10/4 Releasefest Café Stalingrad, Kbh.
20/4 Boldhusteatret, kbh
22/4 East of Eden, Berlin
23/4 Schokoladen, Berlin
24/4 Oxidente, Berlin
25/4 Nachschwärmer bei Ernst, Berlin
25/5 Rayuela, København
