Dansk/amerikansk/østeuropæisk folkefest i Store Vega.
Gipsy Punks. Immigrant Punks. Gogol Bordello. Kært barn har mange navne. Aftenens koncert i Store Vega med disse indvandrer-amerikanere med østeuropæiske rødder, var mit første live-bekendtskab med Gogol Bordello. Historierne om deres ekstremt festlige og til tider vanvittige koncerter, har dog ikke kunnet gå min næse forbi, og baseret herpå var det med stor glæde, at jeg gik til sigøjner-rockkoncert denne aften.
Den farverige og meget bevægelige frontfigur Eugene Hütz startede alene på scenen. Stramme opsmøgede jeans, åben rød skjorte, rødt tørklæde omkring hovedet og farverige adidas-sneakers var hans uniform, og med sin meget karakteristiske spjætten og dansen rundt og guitaren holdt højt oppe på kroppen slog han tonen an. Resten af det store band kom på scenen, og hermed blev der lukket op for sluserne på åbningsnummeret “Illumination”.
På de første tre numre virkede det som om, Gogol Bordello lige skulle finde sig selv og føle sig hjemme på scenen. Det samme var tilfældet hos det udsolgte Store Vega – publikum var ikke helt oppe og ringe, hvilket nok hang sammen med, at stemningen på scenen, var noget tid om at blive helt løssluppen. Men så skete der også noget. Efter et par numre begyndte Eugene Hütz jævnligt at springe helt ud på publikums-barrieren, og det var med til at få det fyldte Vega til at live op. Bandet blev forøget med to unge percussion- og korpiger iført små hotpants, og de deltog aktivt i Hütz’s underholdende udskejelser.
Hermed var der sat liv i hele Store Vega, og jeg overdriver ikke, når jeg fortæller, at der helt ned til bagerste række blev både hoppet, klappet og sunget med. På scenen klarede Gogol Bordello også skærene rent musikalsk. Setlisten var tydeligvis velvalgt i forhold til det danske publikum, der på rigtig mange numre formåede at skråle med, hvilket faktisk overraskede mig en smule. Det var Eugene Hütz, der hele vejen igennem slog tonen an, mens violinen og harmonikaen hjalp med det østeuropæiske folkelige islæt. Lidt ærgerligt var det, at guitaristen og bassisten var en smule anonyme på scenen, men på den anden side var pladsen på Vegas scene nok en smule for trang til, at syv mennesker skulle hoppe rundt i Hütz’s tempo. Til gengæld sørgede de for at sætte det rockede og til tider punkede præg på musikken, hvilket bestemt også skal have ære af denne aftens fest, hvor deltagerne talte virkelig mange forskellige typer.
Gogol Bordello beviste torsdag aften, at de har en helt særlig evne til at iscenesætte en stor fest. De taler stort set ikke til publikum, men de lader musikken og livet på scenen tale for sig selv. De elsker tydeligvis, det de laver, og i aften var der heller ingen tvivl om, at deres fans elskede dem.
