Stormfuldt møde med technokollektivt emocore.
Før i tiden var Huset i Magstræde samlingspunkt for meget af den eksperimenterende undergrund, samtidig med at store udenlandske bands har gæstet de ydmyge lokaler i både Barbue og Musikcaféen, som øverste etage hed dengang. Selv legendariske Nirvana blev oprindeligt booket til Barbue, før de bragede igennem lydmuren og aflyste alle koncerter, inklusive den i Barbue. Denne fredag aften stod to danske bands på programmet med deres respektive blanding af techno og trip hop, bygget på en solid underliggende base af bas, trommer og guitar.
Kvartetten Altmodisch lagde ud med deres friske og lyse syntetiske rock, der blander electronica med sprøde guitarflader og bastante rytmer. I deres musik er der en sødme og en lethed, der passer godt til de knitrende lydcollager og de fængende melodier. En musik, der vover pelsen med en til tider skrøbelig fremtoning, men som også er så gennembearbejdet og udført med både mod og talent, at de fire københavnere trækker stikkene sikkert hjem.
Efter at være startet i den lysere ende af skalaen trådte 180° Virvar (billedet) ind på scenen og leverede et stramt og relativt kort sæt, der lagde sig i den modsatte ende af spektret med deres dybt melankolske trip rock i mol. Oktetten, som har en debut fra sidste år på samvittigheden, måtte denne aften optræde uden Nanna på vokal, men havde i stedet hentet yderligere en laptopdancer ind i front, så den elektroniske del af lydspektret fyldte mere denne aften. Lettere tilbagetrukket stod Leonora med sin sky attitude og altstemme og leverede vokalen – ofte i samklang med Anders på guitar og keys – til de fremragende numre fra debuten. Der blev også plads til et par nye numre, som dog ikke virkede så indarbejdede og med sædvanlig tyngde. Men det kan være de bare skal høres nogle flere gange.
180° Virvar leverede et solidt sæt, der især i den sidste del og især med nummeret ”Sum of Youth” spillede sig langt ind under huden på undertegnede. Når lyden og numrene går op i en højere enhed, spiller 180° Virvar bragende flot og med en autoritet, der kun kan imponere. Der manglede kun lidt mere liv på scenen. Et besynderligt problem, når man har otte mand at gøre godt med. Men i passager spiller 180° Virvar måske lidt for meget for sig selv i deres eget kollektiv, hvor det vil klæde dem at komme lidt mere ud over rampen og gribe mere fat i publikum. For numrene, talenterne og originaliteten besidder oktetten til fulde. Jeg glæder mig til det næste genhør og møde med 180° Virvar.
