Behagelige melankolske stiløvelser
Serpentine er det første fuldlængdealbum fra københavnske Niepoort men langtfra den første udgivelse, idet bandet gennem de sidste syv år har udgivet tre EP’er. Det er i den sammenhæng positivt, at Serpentine i store træk består af ikke tidligere udgivet materiale, men rutinen fra mange års samspil skinner tydeligt igennem på albummet. Der er tale om en yderst kompentent præstation både vokalt, instrumentalt og produktionsmæssigt. Serpentine er lyden af sprød og atmosfærisk rock iblandet lidt soul og et ikke ubetydeligt strejf af americana, og det svinger mellem et dvælende melankolsk udtryk på numre som “The Bloom of a Dying Day” og “Anatomy of the Soul” og mere eksplosive rocktoner på numre som “Bombs” og “Pioneers”. Problemet er imidlertid, at forsanger Gustav Niepoort aldrig rigtig lader melankolien trænge ind under huden, og at eksplosionerne savner et særpræg, som forhindrer, at de bliver overdøvet på et bugnende marked af velproduceret rockmusik.
Det er ikke at der er noget i vejen med den tekstmæssige side, idet lyrikken fremstår lige så kompetent og gennemtænkt som den musikalske fremførelse. Problemet ligger måske netop i det lidt for gennemtænkte, men uanset årsagen er resultatet, at musikken aldrig for alvor bliver vedkommende. Man savner som lytter at der bare i glimt er noget på spil, som kan løfte de melankolske sange til noget andet og mere end blot dygtigt udførte stiløvelser.
Musikalsk dækker Serpentine lytteren som et behageligt tæppe og virker til at tilstræbe netop denne effekt i sin velproducerede pænhed. Der er kun ganske få skævheder, og det sikrer, både at musikken aldrig forstyrrer, og at den ikke hægter sig fast i lytterens bevidsthed med et krav om gentagne gennemlytninger. Efter to gennemlytninger står man tilbage med en følelse af at have hørt og fordøjet albummet.
Albummets klart stærkeste nummer er “Chalk Farm”, som har deltaget i DR’s Karrierekanonen. Her får Gustav Niepoort følgeskab af Nabiha Bensouda på gæstevokal, og de to vokaler slynger sig sjælfuldt om hinanden og drager lytteren med ind i en musikalsk omfavnelse. Ifølge albummets medfølgende pressemeddelelse betragter Niepoort David Bowie som en stor inspiration, og på “Chalk Farm” er det da også muligt at spore et vis vokalt sammenfald. Det er oplagt at overveje, hvilket anderledes interessant bekendtskab Niepoort kunne blive, hvis de ikke stoppede ved det vokale sammenfald men også greb fat i David Bowies vilje til musikalsk at kaste sig ud på dybt vand. Det er der, de største flop og den største kunst skabes, og begge disse to kategorier deler en mindeværdighed, som Niepoort med fordel kunne efterstræbe, hvis de ønsker at skabe andet og mere end behagelig baggrundsmusik.