En time i skærsilden
Den italienske instrumentaltrio Zu lukkede Pavilion med et brag af en koncert. Trioen består af et atypisk set up af saxofon, bas og trommer. Et valg som kan gøre udtrykket noget smalt, men det var bestemt ikke tilfældet ved aftenens koncert. Bandet er blevet signet af Mike Patton til hans eget pladeselskab Ipecac, og valget er bestemt forståeligt, da Zu passer som fod i hose til Pattons egne projekter.
Bandets centrale figur er uden tvivl trommeslageren, som både er indpisker og holder styr på tropperne, når det for alvor går stærkt på scenen. Han minder umiskendeligt om John Stanier og hans tekniske greb på Helmets plader fra begyndelsen af halvfemserne, men i særdeleshed også hans ekvilibristiske spil i Battles.
Ved siden af slagtøjet står en klippe af en saxofonist og spiller henholdsvis eksperimenterende freeform jazz, men med en særdeles tung og dyb bund i et repetetivt beat som i uhyggelig grad minder om en metronom. Når han nærmest brøler som fra helvedes dyb igennem sin saxofon, er det så dybt et leje, at ens bukser blafrer og billeder af tågehornene fra Mordor i Ringenes Herre kommer ind på nethinden.
Imellem de to andre spiller bassisten sin distortede guitar som var han besat. Fortrinsvis holder han et beskidt beat, og rytmen smadrer som klodser ud til publikum. Andre gange bruges effekter fra hans pedaler, som frembringer lyde af en anden verden. At bandet vitterligt er aparte accentueres i midten af koncerten, da bassisten sætter et riff bestående af en gøende hund, som grundrytme for nummeret.
Bandet spiller på et af de sværeste tidspunkter på en festival, nemlig som afslutning på fire dages musikindtryk, men på trods af deres stærkt eksperimenterende lyd og det høje krav, det stiller til publikum, formår Zu alligevel at fastholde interessen for de fremmødte og bliver insisterende kaldt ind til et ekstranummer. Fantastisk!
Næste gang Zu skal bookes til Roskilde, må det være på en af de andre aftener, så flere mennesker får chancen for at opleve så teknisk dygtigt og tight et band.
En af denne festivals absolutte højdepunkter og en så frapperende in your face-oplevelse, at den kommer til at sidde i hukommelsen, længe efter festivalens sidste toner er fadet ud.
