Múm: Sing Along To Songs You Don’t Know

Blandingen af varm organisk lyd og kølig elektronik har givet Múm deres kendetegn som folktronica-band, og det slår ofte igennem. Desværre skydes det potentielt stærke helhedsindtryk ned af lidt for mange mærkværdigheder og underspillede indfald undervejs. Derfor er det svært at holde interessen intakt gennem hele dette islandske værk, og jeg må nøjes med at blive draget mod nordatlanten i få udvalgte – men til gengæld ganske stærke passager.

cover-mum-singalongtosongsyoudontknow-2009-300x300

Blandede fornøjelser fra Island

Islandske Múm har levet en omskiftelig tilværelse – såvel personalemæssigt som genremæssigt. Seneste skud fra den islandske gejser er albummet Sing Along To Songs You Don’t Know, og som album lever den lille ny udmærket op til gruppens generelle status.

Der er nemlig langt mellem pejlemærkerne på et album, der skifter ham i en uendelighed, og som udfordrer med sine klare skift mellem fine intimiteter og mærkværdige mærkværdigheder. Til tider er der skåret dybt til benet, mens der andre gange er lukket helt af for muligheden for at trænge ind under overfladen på mystikken.

Det åbner intenst og forrygende på ”If I Were A Fish”, mens ”Phophecies And Reversed Memories” er en country-agtig indieperle med god melodi og spøjse indfald. Xylofoner og rastløse strygere giver en varm men vanskeligt gennembrydelig overflade på den kølige ”A River Don’t Stop To Breathe”, mens elektronikken tager overtaget i den Commodore 64-agtige ”The Smell Of Today Is Like Breastmilk In The Wind”, der har sin største styrke i den vanvittige sangtitel.

”Show Me” er næsten flower-power-agtig i sit store korarrangement, og fikse ”Hullabbalabbaluu” giver for alvor mulighed for at synge med på en ukendt sang med mærkværdig tekst, der næppe nødvendigvis er på islandsk, men ligeså godt kunne være det.

Blandingen af varm organisk lyd og kølig elektronik har givet Múm deres kendetegn som folktronica-band, og det slår ofte igennem. Desværre skydes det potentielt stærke helhedsindtryk ned af lidt for mange mærkværdigheder og underspillede indfald undervejs. Derfor er det svært at holde interessen intakt gennem hele dette islandske værk, og jeg må nøjes med at blive draget mod nordatlanten i få udvalgte – men til gengæld ganske stærke passager.

Written By
More from Morten Wamsler
Xenia: Trash of Gold
Sangerinden Xenia er klar med sit andet soloalbum. Hun er nok mest...
Read More
0 replies on “Múm: Sing Along To Songs You Don’t Know”