Lovende århusianere med fokus på sangskrivningen
Århusianske The Norman Conquest er noget så relativt sjældent som et upcoming-rockband, der holder fokus på den stærke melodi og lette tilgængelighed, fremfor et særegent udtryk. Og det er al mulig ros værd, for der er brug for grupper, der arbejder med det musikalske udtryk først – uden at lade det præge af personlige image-fordrejninger.
Det er efterhånden lidt mere end et år siden, at The Norman Conquest for første gang stod på scenen, og siden er det blevet til flere koncerter og masser af arbejde i øvelokalet. Med Lasse Olsen som hoved-sangskriver er det blevet til en lille flok stærke sange, hvoraf fire er samlet på bandets aktuelle demo-EP.
”Ocean & Air” er en let tilgængelig melodisk rock-sang, mens ”Storm”, der undtagelsesvis er skrevet af Jonas Bock Michelsen, har en mere britisk-inspireret klang med lys vokal, og en stemning og melodi-linje, der kunne sammenlignes lidt med hedengangne Girlfriend.
Musikken er baseret på den klassiske rockbesætning med guitarer, bas og trommer, og dertil kommer klaver, der dog er holdt i relativ kort snor, så der aldrig kommer unødvendige indblandinger af inspirationer fra Coldplay, Keane eller lignende, som dog hurtigt kunne have sneget sig ind i århusianernes melankolske univers.
”Summer Stench” er en lidt atypisk rocksang, hvor melodien ikke har helt samme indtrængende lethed som ellers, og en højt ringende guitar ledsager verset, mens der er flere muskler bag omkvædet, end The Norman Conquest ellers er eksponenter for på denne EP.
”Second Thoughts” lukker EP’en af, men fremstår som hovednummeret. Den lidt for lange intro med 80’er-guitar og synth-lyde kunne have været forkortet betragteligt, men ellers er nummeret fornemt i al sin poppede og tilgængelige overflade, hvor der er hengemt fine guitar-elementer og glimrende melodilinjer undervejs.
Vokalmæssigt tager stort set alle i bandet del i fornøjelighederne, og selvom hovedmikrofonen skifter ejermand fra nummer til nummer, så er der kælet tilpas meget for vokalharmonierne til, at der bliver plads til alle i de fine arrangementer.
På den led beviser The Norman Conquest et stærkt talent indenfor sangskrivning og arrangementer. Udførelsen er også ganske fin, og det er velsagtens kun en enkelt gang, at jeg oplever, at bandet lader sig rive for meget med af en god idé (førnævnte intro). Ellers er det befriende at opleve et band, der har det fint med at lade musikken have overtaget, mens de sætter sig selv til side. Der er rigeligt med ego’er, der forsøger at levere tvivlsomme hits på baggrund af et lidt for tænkt image – men knap så mange musikere, der lader sangene og sangskrivningen styre, og som lever fint med at afbillede sig selv uden ansigter på coveret, som dette band gør.
Hip hurra for det. Der må gerne komme lidt mere ansigt og lidt flere muskler bag de stærke melodier, men konceptet og potentialet er fint, og det ville være fjollet hvis ikke et tålmodigt arbejde med at afpudse disse fine elementer, skulle have lov til at bevise, om helheden kan bære et helt album. Det er under alle omstændigheder et yderst sympatisk projekt, århusianerne har gang i. Så giv det endelig et godt forsøg på at blive til mere end dette.
