Hypet engelsk duo er kejserens nye klæder
Den engelske Duo The Big Pink er voldsomt hypede i de engelske musikmedier for øjeblikket. NME er gået så vidt som at kalde dem geniale og prædikeret dem som ”London´s coolest new stars”. Er der så noget om snakken eller er der endnu engang tale om et band, som uretmæssigt bliver placeret på tronen af mediehysteriet.
Tjaa, det kommer an på ens alder, for når man har hørt musik med nysgerrige ører i over 25 år, er der absolut intet nyt under solen. Det som først springer i øjnene er, at bandet udgives af 4AD, som jo i mange år har været herrer over god stil og med fantastisk fornemmelse for æstetik og som næsten uden undtagelse, har haft bands i stald med et nærmest mytisk og overjordisk skær over sig. The Big Pink er ikke i den boldgade.
Deres debut A Brief History of Love er en slags Drone/Electro/shoegaze rock Guitaristen Robbie Furze har tidligere støjet for Alec Empire, men der mærkes ingen relation hertil. Sangeren Milo Cordell lyder som en blanding af Jim Reid fra Jesus and Mary Chain, Peter Hayes fra Black Rebel Motorcycle Club og Bobby Gillespie fra Primal Scream. Han synger med en påtaget don´t give a shit attitude og man sidder med en fornemmelse af en ung mand som lider kraftigt af omnipotens. Han er med andre ord ikke i tvivl om egen genialitet.
A Brief History of Love, er en plade som har en odeur af mørke nattetomme gader, illegale stoffer og generel indifference. Når det er bedst som på åbningsnummeret ”Crystal Visions” eller ”Velvet” fungerer det rigtig godt. Her er mindelser om førnævnte bands, men også My Bloody Valentine og Spacemen 3, er tydelige inspirationer for The Big Pink. I de numre er der vægtet en god melodi og et mørkt og rugende lydbillede, som udmundes i massivt støjende crescendoer med masser af feedback og distortion. Desværre kendetegner de to numres kvalitet, ikke pladen som helhed og der mangler i den grad noget som bundfælder sig i erindringen.
Når bandet forsøger sig med en ballade som ”Love In Vain” bliver man decideret irriteret over det ringe resultat og får lyst til at gribe notebooken og sende dem en mail til en indskrivelse i kurset ‘How to write a decent song’. I det hele taget er der taget for løst på melodimaterialet og det bliver ligegyldigt at høre på.
Bandet spiller i Vega i oktober og måske gør deres elektroniske mørkerock sig bedre live med fuld blus på volumeknappen, end det gør på plade. Mit bud er dog, at The Big Pink får en kort levetid på rockscenen og som de selv titulerer pladen bliver de A Brief History.
Drop dem og lyt til originalerne i stedet.
