Dystert tilbageblik på firsernes støjromantik
Pladeselskabet Tryghed & Tristesse valgte at forbigå egne principper og intentioner om kun at udgive “det bestående og eksisterende”, da de hørte The Silent Sections (TSS) 12 skæringer lange selvudgivne album A Final Delirium . Det forstår man godt, når man har hørt TSS udfolde sig i et musikalsk univers, der trækker på lige dele firserstøjromantik og en stor, stor lyd, der fint indlejrer de mange referencer i et modigt og æstetisk univers, som i bund og grund er tidløst.
Den danske trio består af Morten Carlsen på vokal og guitar, som med en fast og klar stemme trækker veksler på Wayne Husseys (The Mission) episke og storladne fortællestemme samtidig med at en tidlig Martin Hall og momentvist endda Fritz Bonfils fra de mørke Before-dage er at finde i stemmens bagkatalog.
Musikken bliver solidt varetaget af broderen Nicolas Carlsen på henholdsvis trommer og keyboard samt Morten Møllebjerg på guitar og bas. Tilsammen istemmer de en dyster og monoton og til tider dybt melankolsk rock noir, med tydelige elementer af firsernes støjrock hos ligesindede som Jesus And Mary Chain, men også en fundamental melankoli som hos australske The Church. TSS favner bredt, og man bliver hele tiden mindet om stemninger og lyde, man har hørt før hos andre. Men i hænderne på de tre herrer bliver numrene leveret med en sindsro og en dybtfølt overbevisning, der langsomt men sikkert trækker lytteren med ind i det sortrandede, kantede kælderrum af lyd og mørke og støj og stilhed.
At TSS befinder sig i grænselandet mellem euforiserende stoffer, selvmord og en fast disciplin kan man høre på numrene ”Will It End”, ”Never Again” og Frightened”, som alle iført flagrende gevandter slynger sig igennem natten med Morten Carlsen som lygtemanden i numrenes tusmørke. Pludselig afbrudt af ”Loss Of Consciousness” som er en lang instrumental lydmur, stemt med akkorderne fra Sods, da de regerede med deres punkede rock’n’roll. Og det hele rørt sammen på elegant og smukt vis på ”The Spectator”, hvor en bagvedliggende feedback udgør et filigran af støj i en smuk semiakkustisk novembersang.
Et af albummets smukkeste øjeblikke indfinder sig i ottende skæring med ”Snow Forever”, som de første fire ud af ni minutter holder et rudimentært refræn i ganske slow tempo, hvorefter der bliver sat støj på guitaren og sangen langsomt folder sig ud i al sin grumhed. Roserne stikker og de er bittersøde i dette musikalske landskab, men det er først og fremmest fremført med den tålmodighed, der skal til, for at mane den stemning frem, som er TSS’s åbenbare budskab. Det er ubeskriveligt smukt på den krympende og tændervridende måde.
Skal man sige noget negativt om TSS’s projekt, er det, at de måske i for høj grad lyder for meget som når Sort Sol spillede live i firserne. Mest kommet til udtryk i ”Concrete Cell”, der har den samme amatøragtige rumklang på vokalen, og en vedvarende, simpel akkord, som man hørte det i Saltlageret, Ungdomshuset og Barbue i de glade heydays. Men er man en sucker efter dengang Swans besang menneskets totale undergang og Peter Peter & Co regerede vildt og voldsomt i den danske undergrund, er der her et album af de helt sjældne. Er du ikke, skal du gå i en lang bue udenom. Ellers vil det gøre ondt langt ind i din fordømte sjæl.
Peter Peter har i øvrigt bearbejdet skæringen ”Loss Of Consciousness” på en 7”, som kan erhverves separat. Hvis man er nørdet nok. Som undertegnede!
