Flere farver end nødvendigt
Den danske sanger Patrick Alexander er en 24-årig debutant med modet, selvtilliden, sangstemmen og sangskriverevnerne i orden. Og debutalbummet byder først mog fremmest på velskrevne sange, men også en lidt for spraglet produktion, og en lidt for begrænset sammenhæng mellem numrene.
Der er gevaldigt hitpotentiale i åbneren ”Dance Into The Sun”, og evnen til at fange lytteren med en melodilinje, der ligger lige i øregangen, er en gave, man næppe kan tage fra Patrick Alexander. Alligevel bliver albummet aldrig den helt store oplevelse, som der er optræk til flere steder.
Hver for sig er numrene udmærkede, men inspirationerne danner ikke et samlet udtryk, men viser derimod ansigt hver for sig på de enkelte numre. Han er tidligere sammenlignet med Razorlight, Beatles, Dylan og Oasis. ”Mr. Nobody” og ”Keep On Sailing” er rendyrket Razorlight, ”Circus Boy” og ”The Moon Is Out Tonight” kunne på grund af mundharpen have lidt Dylan over sig og så videre.
Men jeg savner Patrick Alexander i en lidt dybere udgave. En udgave, hvor man fornemmer, at han giver lidt mere af sig selv, end blot hans forrygende evne til at skrive sange. Det bliver lidt for meget en farverig og spraglet overflade, som både vokalmæssigt og produktionsmæssigt mangler meningsfuldt indhold, der hænger sammen til et større og fast udtryk, som viser mig, hvem Patrick Alexander er, og hvad han står for. Der går lidt for meget grand prix-Brinck i den i udtrykket, og lækkerhed skal altså komme indefra – ikke kun som en facade. Og det skal bevises, at der ligger noget under.
Potentialet er enormt, og det er de få, der kan skrive sange som Patrick Alexander. Så jeg krydser mine fingre for, at han fortsætter med det i ligeså høj grad som hidtil. Men jeg håber samtidig, at næste album bliver mere helstøbt og mere ham selv, end debutens fine opridsning af talent og inspirationskilder.
