Ambitionerne intakte
Jeg har altid anerkendt Grand Avenue, men på ingen af de tre første albums fra bandet, har jeg haft armene over hovedet. Denne gang er jeg tættere på, for Grand Avenue har i momenter styrket udtrykket og hævet sig fra at være et velspillende band til også at have en råstyrke, som ellers har været problematisk for kvartetten at få frem i musikken.
Grand Avenue er et yndlingsband at sammenligne med U2 og Coldplay, og hvis man inderligt ønsker at blive ved med det, så kan man for så vidt godt forsvare det. Men Grand Avenue fortjener, at der tegnes et lidt mere nuanceret billede af dem, for på det fjerde album har de på én gang skruet op og ned for ambitionerne. Op for det rent udtryks- og lydmæssige – ned for det mainstreamede og glatpolerede.
Det åbner storladent på ”Almost Gone” med en bred synth-lyd, der følger guitarfladerne og den velkendte Grand Avenue-vokal, der har melankolien, styrken og pænheden i samme stemme. På ”Nowhere Now” udfordres lytteren af et mere rastløst lydbillede og en mere vred guitar, mens ”Follow You Down” viser, at Grand Avenue ikke har vendt deres hidtidige stil ryggen. De står stadig ved, hvad de kommer fra, og de evner stadig at skrive fine og storladne rocknumre med følelserne udenpå tøjet.
”Black Heart” har næsten en blues-agtig feeling i det lidt smudsige udtryk, mens ”She Leads The Parade” viser Grand Avenue fra den mere velkendte ballademager-side. For mit vedkommende indtræffer albummets højdepunkt på ”Waiting For The World”, der har et særpræget poppet – men stadig guitarpræget – snit, og som måske nok er albummets outsider. Men bare det, at Grand Avenue tør træde ud af den skal, der har syntes at sætte begrænsninger på deres tidligere albums, er livsbekræftende og glædeligt.
På ”These Days”, ”Coming Up” og ”Control” savner jeg lidt mere kant, og her er det som om, at Grand Avenue kører på rutinen og leverer solide numre, som dog ikke skiller sig væsentligt ud fra hinanden, fortiden og nutiden. Albummets titelnummer, som lukker albummet af, har ligesom åbneren en storladen synth-agtig stadionlyd, som løfter kulissen til et højere niveau, end man tidligere har hørt fra Grand Avenue. Og som afslutter er ”Place To Fall” en flot svævetur med den danske kvartet, som hidtil har formået at skabe sig en vis succes udenfor landets grænser.
Det burde de kunne fortsætte, udvikle og intensivere med Place To Fall. Danmark er muligvis så snævertsynet et land, at når man først har besluttet i fællesskab, at Grand Avenue lyder som Coldplay, og derfor ikke skal tages som et seriøst bud på en indblanding i toppen af rockens rangliste, så er den holdning ikke til at ændre. Men Grand Avenue er blevet skarpere, mere kantede og mere indholdsrige. De er stadig Grand Avenue, men med lidt mere at byde på. Og det fortjener bandet, at vi belønner dem for med tavlen visket ren – og uden forudindtagede sammenligninger og holdninger.
