W.A.S.P.: Babylon

Engang havde W.A.S.P. stor succes med deres helt egen chok-rock inspireret af Kiss og Alice Cooper. Her mere end 20 år efter debuten er der ikke noget, der tyder på genrejsning for den legendariske frontfigur Blackie Lawless. Dertil er der for få højdepunkter.

cover-wasp-babylon-2009-300x300

Jævn traver fra teatermetallens frontmand

Det er rigtig mange år siden at W.A.S.P. var på karrierens kommercielle højdepunkt. Engang havde de stor succes med deres helt egen chok-rock inspireret af Kiss og Alice Cooper. Bandet blev dannet nogenlunde samtidig med bl.a. Mötley Crüe og Quiet Riot og var pionerer for Glam-metallen som hærgede Los Angeles i starten af firserne. De formåede at skabe en del opmærksomhed med deres første single “Animal (F**K Like a Beast)” tilbage i 1984. W.A.S.P. er på alle måder helt synonym med frontfiguren Blackie Lawless hvis scene-kostume omfattede skridtbeskytter med indbygget fyrværkeri, spandexbukser og grå-pudrede kinder. Til koncerterne flyttede gruppen flere gange grænserne for den gode smag ved at hakke råt kød, ’korsfæste’ ungmøer og drikke teaterblod fra plastickranier. De udgav debuten Winged Assassins i 1984, The Last Command, med hittet “Blind in Texas” i 1985 og Inside the Electric Circus (1986). Omverdens interesse for W.A.S.P. forsvandt dog lynhurtigt i starten af halvfemserne, men The Crimson Idol fra 1992 blev pudsigt nok deres mest respekterede udgivelse. Siden er pladerne kommet i en lind strøm, heriblandt konceptpladerne The Neon God: Part 1 & 2.

Efter mange år i skyggen af både hitlister og air-play er Lawless & co. aktuelle med det fjortende album Babylon, og der er umiddelbart intet forandret ved hverken bandets sound eller Blackies stemme. Traditionen tro byder Lawless på de hurtige metalnumre, ballader og covernumre. De hurtige numre tonser af sted i et ensformigt tempo og 53-årige Blackie Lawless’ tynde vokal er det eneste der trænger igennem den temmelig mudrede produktion. Den obligatoriske ballade i form af ”Seas of Fire” bør man hurtigt skippe og covernumrene vender vi tilbage til. ”Crazy” og ”Babylon’s Burning” er rene pasticher af sange fra gruppens albums fra firserne, med det klassiske tre-toners riff som er hørt mange gange før. Når det er sagt, så er de numre, sammen med ”Live to Die Another Day”, noget nær det bedste Babylon kan tilbyde.

Måske er det en stor udfordring for Lawless at skrive sange, for albummet indeholder hele to covernumre. Tidligere har de givet både The Whos ”The Real Me” og Jethro Tulls ”Locomotive Breath” et dårligt ry, og på Babylon er det Deep Purple perlen ”Burn” der trækkes gennem skærsilden. Som om det ikke var nok, forsøger de sig med 50’er rock ’n roll på Chuck Perry’s ”Promised Land”. Babylon er sådan set et hæderligt W.A.S.P. album, men der er helt enkelt for få højdepunkter og for meget fyld.

W.A.S.P. spiller på Rytmeposten i Odense d. 19 Oktober.

Written By
More from Søren Genefke
Joe Bonamassa: Driving Towards The Daylight
Inden sommeren for alvor satte ind udgav den amerikanske guitarist sit 13....
Read More
0 replies on “W.A.S.P.: Babylon”