Nr. 2 – Metallica: Master Of Puppets
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. Metallica’s “Master of Puppets” ligger nr. 2.
Nr. 4 – Guns N’Roses: Appetite For Destruction
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. Guns N’Roses’ “Appetite For Destruction” ligger nr. 4.
Nr. 7 – Metallica: Ride The Lightning
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. Metallica’s “Ride the Lightning” ligger nr. 7.
Nr. 22 – Iron Maiden: Seventh Son of a Seventh Son
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. Iron Maiden’s’ “Seventh Son of a Seventh Son” ligger nr. 22.
Joe Bonamassa: Driving Towards The Daylight
Inden sommeren for alvor satte ind udgav den amerikanske guitarist sit 13. album. Rocken er nedtonet en smule og der bliver søgt tilbage til en mere basic blues som han spillede den på de tidligere plader som fx Had To Cry Today og So It’s Like That.
Joe Bonamassa: Beacon Theatre – Live From New York
Live From New York er i øjeblikket det bedste bud på en flot koncertoptagelse, der både er auditivt kræs for guitarfreaks men også musikalsk medrivende og indimellem ganske rørende.
Rodrigo y Gabriela and C.U.B.A.: Area 52
Denne plade er ingen garanti for en revival af cubansk folkemusik men Area 52 er lige en reminder om, at der er masser af varme og vitalitet i den ende af verdensmusikken. Og til at formidle det budskab er Rodrigo y Gabrielas talenter sådan set meget velegnet.
Spock’s Beard: The X-Tour Live
Den progressive rock har vind i sejlene i disse tider, og til forskel fra 1990’erne er det igen blevet musikerne forundt, at blære sig uhæmmet på deres instrumenter. Den nye prog-bølge, som efterhånden har varet nogle år – og Spock’s Beard er en af de mindre succesfulde dele af den.
Kaizers Orchestra: Violeta, Violeta Vol.II
Med olietønder, bilfælge, trædeorgel, gasmaske, kontrabas og sigøjner-ompa bankede en gruppe nordmænd sig ind i danskernes bevidsthed ved en, efterhånden, legendarisk optræden på Roskilde Festival i 2002. Nu er de klar med anden del af trilogien om pigen Violeta.
Black Country Communion: Live Over Europe
Live Over Europe byder på fremragende rockmusik, men desværre fokuseres der mere på det visuelle og mindre på det musikalske. Det påvirker helhedsindtrykket og to timer i selskab med Black Country Communion bliver derfor noget uvedkommende.
Joe Bonamassa & Beth Hart: Don’t Explain
Normalt bør coverplader ignoreres lige så hurtigt som de udkommer op til julehandlen, men Don’t Explain er én af få undtagelser, hvor det rent faktisk er en fornøjelse at lytte med.
Derek Sherinian: Oceana
Oceana er en plade der måske vil falde i keyboardnørders smag men som resten af befolkningen vil finde det svær at sluge. Produktionen er simpelthen for glat, og det kan ikke engang en flot gæsteliste rette op på.
Black Country Communion: 2
2 er en plade der skal høres et par gange før effekten for alvor rammer. Der bliver krævet en del af lytteren, men for denne anmelder er der ingen tvivl om at årets rockudgivelse kommer fra Black Country Communion.
26.04.11 – Joe Bonamassa – Værket, Randers
Man kan sagtens kritisere Bonamassas stemme for at mangle kraft og bredde, men han er først og fremmest guitarist, og der sker noget i salen når han træder frem på scenen, kaster overkroppen tilbage og forsvinder i et fuldstændig imponerende soloridt.
Whitesnake: Forevermore
Hvorvidt Forevermore er inspireret musik er egentlig vanskeligt at dømme, men det er kvalitetsbevidst Whitesnake-hardrock præcis som det plejer, og det ligger i den bedste ende af en genre der er fyldt med bras. m ikke andet passer Whitesnake perfekt som baggrundsmusik når motorcyklen i disse dage skal makkes klar til sæsonen.