80′ernes 30 bedste albums: #7
Efterhånden som vi nærmer os førstepladsen på denne liste, begynder det unægteligt at snerpe til. Og hvad er der egentlig tilbage at skrive om de plader som alle mere eller mindre kender til hudløshed? Ikke meget, men Ride the Lightning er både et af firsernes vigtigste udgivelser og selvsagt ét af Metallicas bedste og vigtigste plader.
I 1984 kunne man stadig kalde Metallica for et trash metal band, et mærkat de havde fortjent efter udgivelsen af deres upolerede og gennemført hårde debut Kill ‘em All året før. Ride the Lightning var kun bandets andet album, men på bare et enkelt år formåede de, at udvikle sig både musikalsk, teknisk og tekstmæssigt. På Ride the Lightning lagde Metallica den musikalske råskitse til hele deres produktion i firserne samt grundstenen til deres enorme succes som verdens største metalband relativt få år ude i fremtiden.
Men tilbage i 1984 fik Lars Ulrich overtalt resten af Metallica til at rejse den lange vej fra San Francisco til København. Her skulle en vis Flemming Rasmussen forestå indspilningen og produktionen af deres andet album. Han var blevet udvalgt på baggrund af Rainbows Difficult to Cure som Rasmussen havde arbejdet på og som Metallica var store fans af. Så på en iskold dag i februar troppede bandet op i Sweet Silence studiet på Amager og indledte arbejdet på det, der skulle være den helt store satsning.
Med sig havde Ulrich James Hetfield på rytmeguitar/vokal, bassisten Cliff Burton og Kirk Hammett på lead guitar. Tilsammen en sprængfarlig blanding af indestængt vrede, energi, ambitioner, kreativitet, testosteron og tynde overskæg.
Der verserer en del historier om indspilningen som varede et par måneder; bl.a. Lars Ulrichs kamp med at holde takten og drukture på Københavnske beværtninger. Ulrichs gamle ven Ken Anthony udlånte sin lejlighed i Brøndbyvester til de fire musikere som efterlod en kasse bajere på sofabordet som tak for lån. Gruppen blev ikke kaldt ‘Alcoholica’ uden grund.
Ride the Lightning blev udgivet på Megaforce Records d. 27 Juli 1984, og da stod det klart for omverden, at denne plade flyttede hegnspæle på alle fronter i forhold til debut’en. Ordet ‘progressivt’ er nok det mest dækkende for den retning Metallica stilede imod. Den intelligente brug af melodi, harmonier, ballader, akustiske guitarer og instrumentale kompositioner befandt sig milevidt fra den rendyrkede og rå thrash metal som prægede Kill ‘em All. Metallica havde bevæget sig i alle henseender, måske lige pånær med hensyn til pladens cover der, ligesom debut’en, ikke lagde fingrene imellem. Med en elektrisk stol omkranset af lyn og tordenskyer med et stort Metallica stål-logo ovenover, lignede det prototypen på den største kliché indenfor heavy metal.
Et blik henover listen af numre på Ride the Lightning taler sit tydelige sprog; “For Whom The Bell Tolls”, power-balladen “Fade to Black”, “Creeping Death” og instrumentalen “The Call Of Ktulu” vidner ikke alene om et tårnhøjt talent for at skrive langtidsholdbare klassikere, men også om et band der, dengang og lige siden, har taget chancer, uagtet fansenes reaktioner. Allerede efter udgivelsen af Kill ‘em All, var der fans, der mente, at de havde solgt ud ved blot at indspille og udgive en plade.
Ride the Lightning er naturligvis præget af den besætning som udgjorde Metallica anno 1984 og her skal Cliff Burton fremhæves. Burtons sans for harmonier og interesse for klassisk musik er tydelige på hele pladen og er fuldstændig afgørende for deres sound i disse år. Det er stadig imponerende, at et så ungt og relativt uerfarent band var i stand til at skrive så kompleks musik med en intensitet og energi som kun er få bands forundt.
Når alt ovenover er sagt, så skal det understreges, at Ride the Lightning ikke er denne skribents favorit. Der er trods alt et par ujævnheder; primært “Escape” og “Trapped Under Ice”, som mest af alt føles som ‘fillers’, men pladen er essentiel i Metallicas bagkatalog og står stadig stærk næsten tredive år efter udgivelsen.
