Forfriskende skørt ender i skidt tomgang
Yacht er en underlig størrelse. En slags band, som definerer sig selv som et genre og –medielivsprojekt bestående af Jona Bechtolt og Claire L. Evans og som ifølge dem selv laver OCD power jams, som skal sorteres under mildly-psychedelic danceable 2000s-era grunge music, – tag lige og smag på den et øjeblik!
De har turneret heftigt over de sidste to år, bl.a. med LCD Soundsystem og Vampire Weekend og det burde vel borge for en vis kvalitet.
See Mystery Lights hedder deres debut og den er godt nok svær at håndtere, hvis man forsøger at begive sig ud i en genreafgrænsning. Pladen består af 10 numre, hvoraf to af numrene går igen i et såkaldt partymix. Det er en spraglet lyd med masser af løs struktur og en særdeles legende tilgang til musikken. Det hele lyder som et ”Lad os prøve det her og se hvad der sker” projekt. Genrenedbrydende i bedste postmoderne stil og indimellem spændende, men også krævende. Det stiller i hvert fald krav til et åbent sind.
”Ring The Bell” åbner ballet med en slags electro-gospel i en skæv variant, hvor Bechtolts og Evans vokaler bevidst spoleres i ny og næ, de brydes ned, trækkes skævt, forvrænges og forsvinder, for så at blive bygget op på ny. Interessant og enerverende på én gang. ”The Afterlife” har en udpræget 80´er lyd og lyder som Bow Wow Wow, tilsat lidt robot electro ala Kraftwerk hen mod slutningen af nummeret. Omkvædet har med sin kolde og new romantics prægede sound, paralleller til det Steve Strange lavede i Visage.
”I´m In Love With A Ripper” kunne såmænd være Prince komplet med et piskelignende beat og et omkvæd tilsat vokale støn, som var man til tenniskamp på Wimbledons Center Court.
”It´s Boring/ You Can Live Anywhere You Want” er en helt misvisende titel, for der er absolut intet kedeligt over de otte min. nummeret strækker sig over. Her leveres Electro mikset med små doser heavyspade, mens der pludselig fire min. inde i nummeret skiftes retning, og der åbnes for et basparty med repeterende vokallinier, mens man som lytter har svært ved at holde fødderne i ro.
Effektivt, virkningsfuldt og forfriskende i al sin skørhed.
”Psychic City (Voodoo City)” bruges lyden af dryp fra en vandhane, som rytme i refrænet. Jeg rammes af den samme finurlige fornemmelse, som første gang jeg hørte New Orders ”The Perfect Kiss”, med sit besyndelige brug af frølyde. Et særdeles spøjst nummer, som desværre også bliver noget repeterende og dermed bliver noget stillestående og monotont.
”Summer Song” vækker mindelser om hedengangne Au Pairs bragt 27 år ud i fremtiden og udsat for synthclaps.
”We Have All We’ve Ever Wanted” benytter sig af et lidt kedeligt beat, som ikke rigtigt udvikler sig og man savner progression. Det er svært at få øje på noget der minder om en melodi og det bliver uinspirerende at lytte til. De fire min. nummeret strækker sig over, føles faktisk som det dobbelte. På ”Don´t Fight The Darkness” veksler koklokker med syntheffekter, der lyder som sad man i en roterende cirkuskarrusel.
”I´m In Love With A Ripper” og ”Psychic City” gentages som såkaldte partymix, og afslutter pladen. Partymix er en overordentlig floromvunden betegnelse, for det er så som så med festen og der er ikke ret meget party i sigte, mens man lytter til de to mix. Tværtimod er der mere knald og spændstighed over de almindelige versioner.
See Mystery Lights lægger ud med en fed kvadrologi af numre, som er forfriskende og både dansable og spændende, men som pladen skrider frem taber Yacht pusten og de gode intentioner, og ender med at kede i stedet for at glæde.
Var See Mystery Lights en Ep bestående af de fire første numre, ville jeg være særdeles begejstret, men som langspiller, er der simpelthen ikke nok effektive skud i bøssen og det impulsive og legende fader ud til fordel for tomgang og ligegyldigheder.
Pokkers at det smil man sidder med i begyndelsen, over tid ender med at vende mundvigene nedad.
