Sorte og hvide linjer
Albummet Röd sætter sin scene i Hyltinge Kyrka i Sparreholm. En tung kirkedør smækker. Derefter tager et kirkekor bladet fra munden. En svensk salme fylder kirkerummet. Så er vi i gang. Sakralt, højstemt.
Herfra bygges en synth-katedral af de mere imponerende. Det er tungt og elektronisk. Det er Kent, når de er mest konsekvente. Fra kirken flyver vi over i ”Taxmannen”, hvor Jocke Berg forkynder, at ”Jag står i skuld”. Et næsten infernalsk disco-beat hamrer af sted til det støder på ”Krossa alt”. Den albumstart er forrygende original.
Mange ser guitarist Sami Sirviö som bandets egentlige stjerne. I mange af bandets store øjeblikke er det ham, der løfter udtrykket op i de højere luftlag. Men der kan han ikke blive. Han har været ”jävla trät på guitarer” og vil hellere udforske andre lydmuligheder. Sammen med den danske producer Jon Schumann har Kent derfor igen skabt en lyd, hvor laptops og synths spiller afgørende roller i udtrykket. Den bevægelse var der allerede på forgængeren Tillbaka till samtiden fra 2007, men denne gang er bevægelsen mere konsekvent og bedre gennemført. Numre som ”Elefanter” og ”Berlin” fra Tillbaka till samtiden kan nu ses som skridt på vejen til det mere konsekvent elektroniske udtryk på Röd.
Undervejs kan man savne svævet fra Sami Sirviö. Men når det så kommer, virker det så meget desto stærkere. På ”Svarta linjer” løfter Sirviö pludselig melodien til de højere luftlag i katedralen og forvandler de sorte linjer til krystalklare hvide linjer. Den sang viser Kent på toppen af sin formåen.
Kent har altid levet med at være indie-Bergmann og svensk folkefest på én og samme tid. Men Kent har beholdt modet til at forfølge en linje, også selv om det koster noget af det store publikum fra 2003. Det nye og mere konsekvente udtryk er indædt og indadvendt, og det viser en Jocke Berg, der har formået at bygge på i sit tekstunivers. Han har tidligere skrevet om ”Nihilisten”, men denne gang handler det om at tro på noget – på trods af alt.
En central sang er ”Vals för satan (din vän pessimisten)”, der er en vemodig begravelsessang for den svenske arbejderbevægelse. Fra et gennemført disco-beat vokser en rød salme om skuffede forventninger og drømmen om et fortsat engagement. Men her er viljen til at tro. På noget større, noget bedre. Det er albummets altafgørende tema, og det leveres med langt større præcision end på tidligere numre som ”Ensammast i Sverige” eller ”Sverige”.
Jocke Bergs tekstunivers har fra starten gjort Kent til noget helt specielt. Han synger på sit modersmål, og han har modet til at udfordre det og skrive en moderne rocklyrik fra det kolde nord. En status som modnet far slukker ikke ilden fra Eskilstuna. Tværtimod ser Jocke Berg måske klarere end nogensinde.
Röd er bandets ottende regulære album, og Kent synes evigt. Mod og konsekvens af denne kaliber møder man ikke ofte på vore nordlige breddegrader. De holder fortsat fanen (denne gang den røde) højt. Det er som regel vedkommende og interessant. Röd er dog mere end det. Albummet er ganske enkelt håbefuldt, fordi det illustrerer, at kunstnerisk udvikling faktisk er mulig, og at der stadig kan laves meningsfuld rockmusik her i Norden. Velkommen til rødt efterår i Eskilstuna.
